WILLIAM BOGOJEVIC HAR FÅET KORSBÅNDSSKADE
- Nyheder
Under weekendens træningsturnering i norske Arendal blev Bjerringbro-Silkeborg Håndbolds venstre back William Bogojevic alvorligt knæskadet.
En scanning har vist, at William Bogojevic’ korsbånd desværre er røget, og venstrebacken er dermed med stor sandsynlighed ude resten af sæsonen.
”Først og fremmest er det selvfølgelig rigtig synd for William, der har pådraget sig den her alvorlige skade. Det kommer selvfølgelig altid uheldigt, og for holdet og klubben er det også en træls melding at få. Det er en af vores vigtige spillere, som har pådraget sig den her skade, og som formentlig er ude resten af sæsonen,” siger Michael V. Knudsen, der er Sportslig Ansvarlig i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold.
”Vi kommer til at mangle ham på holdet og med de kvaliteter, han byder ind med på allerhøjeste niveau. Han har udviklet sig til et højere og højere niveau både angrebsmæssigt og i forsvaret,” siger Michael V. Knudsen om den svenske bagspiller.
”Han stod til at skulle have en endnu større rolle i år, så det gør også, at vi står nu og er rigtig trætte af det sammen med William,” tilføjer han.
Skaden betyder, at andre spillere skal træde frem og også klubbens ungdomsspillere kan ske at få muligheden for at byde ind, fortæller Michael V. Knudsen:
”Træneren har selvfølgelig en opgave i at få blandet kortene rigtigt. Vi har Mads Kjeldgaard Andersen og Emil Jessen, som står klar til at tage over, Ludvig Hallbäck får også chancen, og der kan også komme unge spillere og supplere de etablerede spillere.”
For William Bogojevic venter nu en operation, som holdlægen Kaspar Saxtrup fra Mølholm Privathospital skal stå for. Dernæst står den på et langt genoptræningsforløb.
”Vi vil støtte ham, det bedste vi kan, så han kommer godt igennem, og han vil blive tilknyttet de bedste eksperter, så han kan komme stærkt tilbage,” siger Michael V. Knudsen.