96 PROCENT AF BSH’S PARTNERE ER TILFREDSE MED SAMARBEJDET

Årets sponsorundersøgelse viser høj tilfredshed og stor stolthed blandt Bjerringbro-Silkeborg Håndbolds partnere. Samtidig giver svarene værdifulde input til, hvordan klubben kan skabe endnu bedre oplevelser og mere værdi for den enkelte virksomhed.

Partnerskaberne er fundamentet under Bjerringbro-Silkeborg Håndbold. Derfor er det vigtigt at lytte til virksomhederne bag klubben og deres oplevelse af samarbejdet.

103 sponsorer og samarbejdspartnere har deltaget i årets undersøgelse. Her svarer 96 procent, at de er tilfredse med deres samlede oplevelse som partner i BSH, og den gennemsnitlige tilfredshed er 8,5 på en skala fra 0 til 10.

”Vi er glade for den opbakning og tillid, som svarene viser. Vores partnere gør en afgørende forskel for BSH, og vi vil gøre os umage for, at de også oplever et værdifuldt samarbejde med os. Derfor er både anerkendelsen og de konkrete forbedringsforslag vigtige,” siger direktør Jesper Schou.

DEN PERSONLIGE RELATION BETYDER MEGET

Undersøgelsen peger på den tætte kontakt og det personlige værtskab som væsentlige styrker i BSH.

Blandt de partnere, som spørgsmålet er relevant for, er 94 procent tilfredse med kommunikationen med deres kontaktperson. Samtidig oplever 92 procent af de adspurgte god kemi mellem deres virksomhed og klubben.

89 procent er enige eller meget enige i, at de er stolte over at være sponsor for BSH.

“Det betyder meget, at så mange føler stolthed ved at være en del af klubben. Vi ønsker et fællesskab, hvor man føler sig velkommen og værdsat, og hvor vi kender hinanden. Det gælder, uanset hvor stor en virksomhed eller sponsoraftale man har,” siger Jesper Schou.

KAMPOPLEVELSEN STÅR CENTRALT

For 55 procent af de adspurgte er hospitality, herunder VIP-lounge, kampbilletter og events, det vigtigste element i samarbejdet med BSH. Blandt de partnere, som MatchDay er relevant for, er 90 procent tilfredse med oplevelsen.

Svarene understreger dermed betydningen af de oplevelser, virksomhederne kan dele med kunder, medarbejdere og andre partnere omkring kampene.

Samtidig efterspørger nogle partnere bedre pladsforhold og en mere ensartet kvalitet i VIP-forplejningen. Det er konkrete input til den videre udvikling af partneroplevelsen.

MERE VÆRDI FOR DEN ENKELTE PARTNER

Den høje tilfredshed er et stærkt afsæt for at udvikle samarbejdet yderligere. Partnerne peger blandt andet på mere målrettede introduktioner mellem virksomhederne og bedre muligheder for at omsætte relationer til forretning. Svarene fremhæver også betydningen af en tættere, opsøgende dialog om den enkelte partners behov og muligheder.

“Vi er glade for den høje tilfredshed, og vi vil bruge tilbagemeldingerne til at gøre samarbejdet endnu bedre. Vi skal blandt andet hjælpe relevante virksomheder med at finde hinanden og gøre det lettere for den enkelte partner at få udbytte af sine muligheder hos os. Samtidig skal vi fortsætte udviklingen af de gode oplevelser omkring kampene,” siger Jesper Schou.

BSH takker alle, der har deltaget, for deres tid og ærlige feedback.


OM UNDERSØGELSEN:

Undersøgelsen er gennemført af Gersdorff Research fra 28. september til 9. oktober 2026. 103 af 209 inviterede sponsorer og kommercielle partnere deltog, svarende til en svarprocent på 49. Klub BSH indgår ikke i undersøgelsen. Kategorien ”tilfreds” omfatter svar fra 6 til 10 på en skala fra 0 til 10.