Søg
Close this search box.

WICOtech udvider samarbejdet med Bjerringbro-Silkeborg

WICOtech er ny spillersponsor for Ludvig Hallbäck og løfter sit sponsorat fra Sølv- til Guldpartner.

Bjerringbro-Silkeborg og WICOtech har netop indgået en ny aftale, som gælder for resten af denne sæson og de kommende to sæsoner.

”For os var det en god mulighed for at støtte klubben og udvide det sponsorat, vi allerede har. Og så syntes vi, at Ludvig Hallbäck virkede som en spændende spiller, hvor vi kunne se noget potentiale,” siger Brian Hegelund Jensen, der er direktør i WICOtech.

”Vi kan godt lide at støtte en klub, som gerne vil noget. Vi kan forhåbentligt komme op og spille med i toppen igen, når vi får det her nye hold lidt mere på plads,” siger han.

Bjerringbro-Silkeborgs direktør Jesper Schou er også meget tilfreds med aftalen:

”Det er vigtigt for os med lange aftaler, og vi sætter stor pris på, at vores gode samarbejde med WICOtech nu udvides yderligere. Vi er glade for den tillid og støtte, de viser os med den øgede opbakning,” siger Jesper Schou. 

Om WICOtech:

WICOtech er specialiseret i reparation og renovering af vindmøllestyringselektronik. Vi tilbyder en bred vifte af elektroniske og elektriske reservedele til vindmøller, SCADA og overvågningsløsninger, specialløsninger, testudstyr mv.

Med over 25 års erfaring i vindmølleindustrien på tværs af en række områder – herunder: produktion af vindmølleelektronik, installation og service af vindmøller, uddannelse og træning samt udvikling af styresystemer, er WICOtech et kompetent valg af partner for vindmølleoperatører og vindmølleservicevirksomheder.