FAGLIG HÅNDBOLD SÆTTER NY REKORD I BJERRINGBRO-SILKEBORG HÅNDBOLD

På torsdag den 19. februar sætter Bjerringbro-Silkeborg Håndbold fokus på uddannelser, når klubben i samarbejde med Bravida afholder Faglig Håndbold forud for hjemmekampen mod Nordsjælland Håndbold.

Interessen for arrangementet har været markant. Faglig Håndbold blev hurtigt udsolgt, og mere end 650 unge mennesker er tilmeldt og klar til at lade sig inspirere, når en lang række virksomheder og uddannelsesinstitutioner stiller op for at vise de mange muligheder, der findes inden for erhvervsuddannelser og tekniske fag.

Blandt de deltagende virksomheder og organisationer er Grundfos, College360, Frode Laursen, Bravida, Bilernes Hus, JYSK, Dansk Metal og Dansk El-Forbund.

STOR INTERESSE VIDNER OM STORT BEHOV

BSH-direktør Jesper Schou glæder sig over den store opbakning:

“Vi er enormt glade og stolte over den interesse, der er for Faglig Håndbold. At det hurtigt er blevet udsolgt og kan samle mere end 650 unge mennesker, det vidner om, at der er et stort behov for at vise de mange uddannelses- og jobmuligheder, der findes uden for de klassiske gymnasiale veje.”

Han fortsætter:

“For os i BSH handler det om at tage ansvar og bakke op om initiativer, der kan hjælpe unge mennesker med at finde en uddannelse, der passer til dem. Der findes mange stærke erhvervsuddannelser og tekniske fag med gode jobmuligheder – og det vil vi gerne være med til at sætte fokus på.”

I ØJENHØJDE MED DE UNGE

Arrangementet afholdes i samarbejde med Bravida, som ser Faglig Håndbold som en oplagt mulighed for at møde de unge i øjenhøjde.

Martin Dam fra Bravida udtaler:

“Vi oplever et stort behov for dygtige unge mennesker inden for de tekniske og håndværksmæssige fag. Med Faglig Håndbold håber vi at kunne åbne de unges øjne for de muligheder, der findes i erhvervsuddannelserne – og vise, at man kan få et spændende, udviklende og meningsfuldt arbejdsliv gennem en faglig uddannelse.”

DET GODE ARBEJDSLIV KOMMER I MANGE FORMER

Hos Bjerringbro-Silkeborg Håndbold er budskabet klart: Der er mange veje til et godt arbejdsliv.

“Håndværksfag og tekniske uddannelser giver stærke kompetencer og gode fremtidsudsigter, og vi håber, at arrangementet kan være med til at udvide de unges horisont, når de skal træffe deres valg,” afslutter Jesper Schou.

Foto: Ole Nielsen

VÆRDI PÅ OG UDEN FOR BANEN

Faglig Håndbold er et godt eksempel på, hvordan sport, erhvervsliv og uddannelse kan spille sammen – og skabe værdi både på og uden for banen.

På banen arbejder vi i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold hver dag med talentudvikling, fællesskab og ærgerrighed – og de samme værdier gør sig gældende uden for banen. Når vi samler unge mennesker og lokale virksomheder om konkrete karriereveje og muligheder, styrker vi både det lokale erhvervsliv og de unges fremtidige muligheder.

Det skaber værdi for de unge, der bliver klogere på deres valg. Det skaber værdi for virksomhederne, der får kontakt til fremtidens arbejdskraft. Og det skaber værdi for klubben, fordi vi tager aktiv del i det samfund og det opland, vi selv er en del af.

Vi håber, at arrangementet kan give de unge inspiration og nye perspektiver, samtidig med at virksomhederne får mulighed for at møde fremtidens arbejdskraft.

Samtidig glæder vi os til at mærke det ekstra tryk og den særlige stemning i JYSK arena, når mere end 650 ekstra gæster tager plads på tribunerne og er med til at skabe rammerne om opgøret mod Nordsjælland Håndbold.

________________________________________________________________________________________________________________________

Der er kun meget få ledige pladser tilbage til på torsdag d. 19. februar kl. 18:30 mod Nordsjælland Håndbold, og dem finder du lige her.