BYD VORES PRAKTIKANT JULIE VELKOMMEN I BSH

To nye praktikanter har taget plads på hver deres stol på BSH-kontoret. Nu er de klar til at gå til hånde og opleve håndbold i topklasse fra allerforreste række.

Julie og Joan er vores to nye praktikanter, og her kan du lære Julie lidt bedre at kende:

  • Fuldt navn: Julie Nyborg Kronborg
  • Alder: 22 år
  • Bopæl: Aalborg
  • Uddannelse: Service og oplevelsesøkonom 

Hvorfor søgte du stillingen som praktikant hos Bjerringbro-Silkeborg Håndbold?

”Jeg var faktisk ret sikker på, at jeg gerne ville i praktik i en håndboldklub, fordi håndbold altid har været en stor del af mit liv. Bjerringbro-Silkeborg Håndbold virker som et spændende sted, hvor jeg kan få lov til at opleve, hvordan en professionel håndboldklub fungerer bag kulisserne, og samtidig kan jeg få erfaring med events, planlægning og service.”

Hvad er dit forhold til håndbold?

”Jeg har altid selv spillet håndbold og er nærmest vokset op i hallen. Derfor er håndbold noget, jeg både kender og holder rigtig meget af. Jeg synes, det er fedt at være en del af fællesskabet omkring en håndboldklub, og jeg kan godt lide den stemning og energi, der er i hallen.”

Hvad glæder du dig til at opleve – både på og uden for banen?

”Jeg glæder mig især til at opleve, hvad der sker bag kulisserne, og få et indblik i alt det arbejde, der ligger bag en kamp. Samt at skabe gode oplevelser for dem, der kommer i hallen.”

Er der noget særligt, du gerne vil fokusere på eller særligt interesserer dig for?

”Jeg interesserer mig meget for, hvordan planlægning, samarbejde og service skaber den gode gæsteoplevelse, så det bliver endnu federe at komme i hallen – både før, under og efter en kamp.”

”Jeg glæder mig til at se jer i hallen!”

Tag rigtig godt imod både Julie og Joan, når du ser dem i JYSK arena!