BSH UNGDOM GØR STATUS

Vores unge ørne i BSH Ungdom er kommet flyvende fra start denne sæson, og nu venter en spændende afslutning i 2026.

“Jeg synes, at vi har haft en rigtig fornuftig halvsæson på U17,” siger cheftræner Rasmus Morell.

“Vi har flyttet os meget på det relationelle – både på og uden for banen – og vi står med en god fornemmelse som hold og gruppe.”

Glade U17-spillere og -trænere fløj hjem fra opstartsturneringen Kanyo Memorial i Ungarn med guldmedaljer om halsen

FULD PLADE

“Rent resultatmæssigt har vores udvikling udmøntet sig i maksimumpoint med 12 sejre ud af 12 mulige,” lyder det fra Rasmus Morell, der nu spændt kigger frem mod resten af sæsonen i ligaen:

“Vi glæder os til at bide skeer med landets bedste. Jeg synes, at topfeltet ser stærkt ud i år. Niveauet vil komme til at stille krav til præstationen i hver eneste kamp, så jeg tror, at det kan blive en meget givende sæson for drengenes udvikling.”

AMBITIONERNE ER I TOP

“På U19-siden er det langt hen ad vejen gået, som vi havde håbet og troet på,” siger Mads Rydal, der står i spidsen for BSH U19.

Hold 2 er rykket op i 1. division A, og hold 1 er nr. 3 i ligaen.

“På resultatsiden holder vi fast i ambitionerne om at være med i toppen af rækkerne med begge hold,” fortæller cheftræneren.

U19-spillerne råber sejrsråb

DRØMMEN OM FINAL4

Sidste sæson sluttede hold 1 sæsonen med to spændende kval-kampe mod Mors-Thy om deltagelse i Final4.

“Vores mål med hold 1 er, at vi tager skridtet videre og kommer med til Final4 i denne omgang. Vi vil være med, når der skal spilles om medaljer,” siger Mads Rydal.


Med disse ord sætter vi punktum for 2025 og ønsker alle i BSH Ungdom og i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold et rigtig godt nytår. Vi ses i JYSK arena til klasseredninger og scoringer igen i 2026.