Søg
Close this search box.

Lassen og landsholdet er landet i Schweiz

Jacob Lassen er en del af Håndboldherrernes nye trio, som TV 2 har kigget nærmere på inden aftenens EM-kval-kamp mod Schweiz.

Der var især tre nye navne på landsholdstræner Nikolaj Jacobsens liste over A-landsholdsspillere, der sprang i øjnene, da spillerne forleden blev indkaldt til samling. Der venter holdet to EM-kval-kampe lige om hjørnet – den første mod Schweiz på udebane i aften, og på søndag kommer Finland på besøg i Aarhus.

De tre navne er Jacob Lassen (Bjerringbro-Silkeborg), Mads Hoxer Hangaard (Mors-Thy) og Aaron Mensing (TTH Holstebro).

De tre spillere har besvaret ti spørgsmål hver, og vi gengiver herunder svarene fra vores venstrehåndede højre back:

Hvordan, hvor og hvorfor begyndte du at spille håndbold?

– Jeg startede til håndbold, fordi sporten ligger i blodet i min familie. Min mor er faktisk også tidligere landsholdsspiller, for at det ikke skal være løgn. Og har spillet i ligaen. Og min far har spillet på højt plan. Ikke helt i ligaen, men tæt på. Så det har altid ligget i kortene, at jeg skulle starte til håndbold. Men at det så skulle gå, som det er gået, havde jeg nok ikke regnet med. Men det har jeg kæmpet for længe.

– Jeg startede i en lille klub, der hedder Vorup FB i Randers. Der spillede jeg, til jeg var en 12-14 år, hvor jeg så flyttede ind til noget, der hed Randers Drengehåndbold. Og i Randers Herrehåndbold startede jeg så som seniorspiller og kom på holdet i 2. division, hvorefter jeg var med til at rykke holdet helt fra 2. division til ligaen.

Hvordan vil du beskrive dig selv som håndboldspiller?

– Først og fremmest synes jeg, at jeg er en holdspiller. Jeg ser mig som en alsidig spiller, der kan lidt af det hele. Og især i de senere år har jeg også fået mit forsvarsspil med, som måske ellers har været det, der har hængt lidt i bremsen i starten af min seniorkarriere. Jeg er en allround-spiller, men mine forcer ligger i mit mand-mand-spil og mit blik for spillet.

Hvad er dit bedste minde som håndboldspiller indtil nu?

– Som ung dreng var det stort for mig at være med til at rykke Randers HH op i ligaen. Derudover var det også en stor oplevelse for mig at være med til at vinde sølv ved U21-VM for Danmark.

– Og helt banalt er det også bare stort for mig at få lov at spille i ligaen uge efter uge. Det var ikke noget, jeg havde regnet med, da jeg startede med at spille håndbold.

Hvordan reagerede du, da du fik landsholdsudtagelsen?

– Først og fremmest var jeg meget glad. Men jeg var altså også lidt overrasket. Nu har jeg ikke været med i de seneste bruttotrupper, så jeg troede måske, jeg var lidt længere væk, end jeg egentlig var. Så jeg var sindssygt glad og stolt, men også en smule overrasket.

Hvad betyder landsholdet for dig?

– For mig er det det ultimative, du kan opleve. Det er at få lov at trække den rød-hvide trøje over hovedet. Det er noget, der har været en drøm, siden jeg startede til håndbold som 5-6-årig. Det var altid landsholdet, jeg så op til. Hvis du spørger mig, er det det ultimative at opnå som håndboldspiller.

Hvad kan du bidrage med på landsholdet?

– Forhåbentlig en masse god fight. En masse gennembrud, gode skud og bare fuld gas. Hvis jeg får chancen, handler det bare om at vise, at jeg kan være med på det niveau.

Hvad er din største drøm som håndboldspiller?

– Det ville være at spille sig til en fast plads på A-landsholdet. Det er en kæmpe drøm for mig. Det kræver noget helt specielt, og det er ikke noget, jeg som sådan regner med. Men det er helt sikkert en drøm, jeg har. På klubplan har jeg da også en drøm om at komme til udlandet på et tidspunkt og prøve mig af.

Når din karriere er slut, hvad håber du så, du har opnået?

– Jeg håber, folk vil huske mig som en dygtig håndboldspiller. Men også som et godt menneske i det hele taget.

– Og så håber jeg da, at min karriere kommer til at byde på nogle titler, som jeg kan huske tilbage på.

Hvordan vil du beskrive dig selv som person?

– Jeg er en ydmyg dreng, der har begge ben solidt plantet på jorden. Og så synes jeg bare, det er sjovt at spille håndbold.

Hvad ved folk ikke om Jacob Lassen?

– Jeg er et meget genert menneske faktisk. Når man lærer mig at kende, så åbner jeg hurtigt op. Men ved førstehåndsindtrykket er jeg meget genert. Jeg er et tryghedsmenneske, der først åbner op hen ad vejen. Men det er ikke så slemt, som det var engang.

Kilde: TV 2 SPORT


Danmark møder schweiz i aften kl. 18.30, Og du kan se med på tv 2 sport fra kl. 18.00. Vi krydser alt, vi har, for at jacob lassen får nogle minutter på banen både i aften og på søndag. Du kan følge med i søndagens opgør i vores instagram-story, da vi har sikret os et enkelt sæde i ceres arena til hjemmebaneopgøret.

KOM SÅ, DANMARK!

#SAMMENMODSEJR