Søg
Close this search box.

Jesper Schou: Tak for jeres indsats

Seks spillere og tre trænere har spillet deres sidste kamp i JYSK arena. BSH-direktør Jesper Schou siger hermed farvel og tak – og forhåbentligt også på gensyn udenfor banen. 

Til jer, som har spillet jeres sidste kamp i JYSK arena, vil jeg gerne sige en stor tak for jeres indsats og for jeres bidrag i Bjerringbro-Silkeborg – for nogle af jer op til syv år.

I kan alle se tilbage på jeres tid i klubben med stolthed.

I har hver især været vellidte – både i klubben og hos fans såvel som sponsorer.

I har fået sat et solidt aftryk i Bjerringbro-Silkeborg.

For nogle af jer går det mod nye håndboldadresser, mens andre har spillet sidste kamp i karrieren – en karriere, der har budt på store oplevelser både på klubplan og i landsholdssammenhænge.

Uanset, hvad I nu skal, så ønskes I og jeres familie held og lykke på jeres færd.

I er alle velkomne i JYSK arena som gæster udenfor banen, når vi i fremtiden spiller, og jeg håber, at I gør brug af det.

Tak til trænerteamet

Leon Henriksen, assistenttræner: Tak for indsatsen gennem sæsonen og held og lykke med dine forestående opgaver i HEI.

Lars Møller, assistenttræner: Først tak for dine seks år som assistenttræner, hvor du var med til alle kampe. I år så vi dig i en lidt anden rolle, men du er altid engageret og på. Tak for det og held lykke videre.

Peter Bredsdorff-Larsen, cheftræner: Tak for syv års utrættelige arbejde, flotte resultater og for altid at have ærgerrigheden og nysgerrigheden til at flytte tingene.

Tak til spillerne 

August Baskår Pedersen, fløjspiller: Turen går retur til Norge og til Drammen HK. Du har udviklet dig rigtig flot, og jeg kan sige, at du fra alle kanter nyder den største respekt for din indsats og for din udvikling.

Kasper Larsen, målmand: Det er anden gang, vi siger farvel til dig. Turen går til SønderjyskE, så vi ses jo i hvert fald et par gange om året, når vi mødes i turneringen. SønderjyskE får en rigtig stærk målmand, og vi ønsker dig og familien alt det bedste.

Klaus Thomsen, forsvarsspiller: Vi havde håbet, at din karriere skulle slutte med sved på panden lige til den sidste kamp. Sådan gik det desværre ikke. Du kan se tilbage på en flot karriere både på klubplan og med kampe for det danske landshold. Du bliver i sporten og får brugt din uddannelse som fysioterapeut for eliteSilkeborg og Silkeborg-Voel, så vi ses på sidelinjen i JYSK arena.

Jesper Nøddesbo, stregspiller: Du har haft en fantastisk flot karriere på landsholdet og på klubplan med masser af titler, medaljer og pokaler på CV´et. Det bliver spændende at følge, hvad næste kapitel byder på.

Sebastian Skube, playmaker: Tak for syv gode år og for, at du også i din sidste sæson har givet alt for, at vi kan stå her i dag som sølvvindere. Turen går nu til Frankrig, og du og familien ønskes al held og lykke med det næste kapitel.

Til sidst, men ikke mindst – Mads Øris Nielsen, bagspiller: En lang karriere slutter med 498 kampe for Bjerringbro-Silkeborg fordelt på to perioder. Inden da ca. 150 kampe for Bjerringbro, så 648 kampe i alt– det er meget imponerende. Du ved, hvad du skal efter sommerferien, hvor en graduate-stilling venter i Jyske Bank. At du kom retur til Bjerringbro-Silkeborg er jeg rigtig glad for. Du slutter karrieren her, og jeg har kæmpe respekt for den måde, du har tacklet en ny og anderledes rolle på i forhold til din første periode. Held og lykke fremover.