DRØMMEDEBUT: RASMUS DALGAARD IMPONEREDE MED FEM SCORINGER
- Nyheder
Den 17-årige playmaker fra BSH Ungdom U17 scorede fem mål i sin debut for Bjerringbro-Silkeborg Håndbold, da Ørnene onsdag aften vandt hele 50-26 over Nøvling IF i pokalturneringen.
“Det var en kæmpe oplevelse at få lov til at være med. Jeg prøvede virkelig at nyde det hele og suge stemningen til mig,” siger debutanten.
“Da vi løb ind, og kampen startede, kunne jeg mærke, at der var lidt flere sommerfugle i maven end normalt. Tempoet og intensiteten var et niveau højere – på den fede måde. Det er noget, jeg har drømt om, siden jeg var helt lille.”
UNDER VINGERNE PÅ DE RUTINEREDE
Han bød ind med fem scoringer, stærke gennembrud og sikker spilfordeling. Samtidig fik han masser af støtte fra sine holdkammerater:
“Holdet var virkelig gode til at hjælpe mig og dulme nerverne. De snakkede meget med mig og viste mig tillid, og det betød meget,” fortæller Rasmus Dalgaard.
“Da det første mål gik ind, sænkede skuldrene sig. Så kunne jeg bare spille mit spil og nyde oplevelsen. At det ender med fem mål, gør det bare endnu vildere.”
DRØMMER STORT
Første mål er at bide sig fast som ligaspiller og slå igennem i Herreligaen.“På længere sigt vil jeg gerne på A-landsholdet og prøve mig selv af i en topklub i udlandet. Jeg vil se, hvor langt mit niveau kan række,” siger det unge talent.