BSH-DIREKTØR JESPER SCHOU SER FREM MOD SLUTSPILLET
- Nyheder
Grundspillet er slut for holdene i Herreligaen. Nu venter et spændende slutspil, hvor Bjerringbro-Silkeborg Håndbold jagter en stærk afslutning på sæsonen, når DM-medaljerne skal fordeles.
Der var lagt op til en spændende og dramatisk afslutning på grundspillet i lørdags, hvor placeringerne fra nummer 4 til 6 først blev afgjort, da sidste bold var kastet.
I Bjerringbro-Silkeborg Håndbold gik vi ind til runden som nummer 5 velvidende, at vi med en sejr ville sikre os minimum 5.-pladsen. Og med lidt hjælp fra andre resultater kunne vi endda kunne snige os op som nummer 4. Den placering ville ikke blot give 1 point med over i slutspillet, men også sikre adgang til europæisk håndbold i næste sæson.

EN BLANDET FORNØJELSE
Desværre endte dagen ikke, som vi havde håbet. Vi tabte skuffende til Grindsted og måtte se os selv slutte som nummer 6 – uden point med over i slutspillet og uden europæisk kvalifikation. En ærgerlig afslutning på et grundspil, der har været præget af både højdepunkter og udfordringer.
For sæsonen har på mange måder været en blandet fornøjelse.
Der har været kampe, hvor vi har ramt vores topniveau og vist, hvor godt vi kan spille. Tydeligst står sejren over GOG i kvartfinalen i pokalturneringen – og den efterfølgende semifinale, hvor vi foran tusindvis af tilskuere i Jyske Bank Boxen besejrede Grindsted og spillede os i finalen. Her viste Aalborg sig for stærke, men vi kunne tage hjem med en flot sølvmedalje og en kæmpe oplevelse foran 10.000 tilskuere.

FOKUS FLYTTES FREMAD
Nu skifter fokus til slutspillet – og her venter en jævnbyrdig pulje med TTH Holstebro, Fredericia og GOG.
GOG starter med 2 point, Fredericia med 1, mens vi og TTH skal jagte fra start med 0 point. Det er et vanskeligt udgangspunkt, men alt kan ske – og en sejr i første kamp mod Fredericia i JYSK arena på søndag vil åbne puljen helt op.
Det tror vi på, at vi kan.
Vores mål er klart:
Vi går efter en semifinaleplads.
Og selvom vi starter bagud på point, er det troen på egne evner og en stærk afslutning på sæsonen, der driver os. Præstationerne i de seneste kampe har overordnet vist fremgang og vist, at vi har niveauet.

TALENTERNE TRÆDER IND PÅ BANEN
Det er samtidig glædeligt at se, hvordan nogle af vores unge spillere – som eksempelvis Magnus Rahbek og Lasse Sunde Lid – har grebet chancen og vist deres potentiale. Det lover godt – ikke kun for det kommende slutspil, men for fremtiden i det hele taget.

EN SORT-HVID TRO PÅ SEJR
Vi håber, at mange vil finde vej til JYSK arena og bakke op om holdet. Sammen kan vi løfte os og skabe de resultater, vi drømmer om.
Vi har en sort-hvid tro på, at det kan lykkes – og vi vil gøre alt for at spille os i semifinalen midt i maj.
Lad os tage det første skridt på søndag.
Vi glæder os til at se jer!
Jesper Schou
Direktør i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold
KLIK HER for at købe billet til braget mellem BSH vs. FHK i JYSK arena på søndag kl. 20.00. Du kan også få fingrene i billetter til hjemmekampene mod GOG og TTH via samme link.
KLIK HER for at tilmelde dig Bjerringbro-Silkeborg Håndbolds nyhedsbrev og hold dig ajour med, hvad der sker i og omkring klubben.