BSH BELØNNER EGET MÅLMANDSTALENT MED FIRE-ÅRIG AFTALE
- Nyheder
Bjerringbro-Silkeborg Håndbold har fundet fremtidens mand i målet. 18-årige Emil Hovgaard har sat sin signatur på en fire-årig kontrakt.
“Emil er en teknisk dygtig målvogter med en god placeringsevne og stor ro i målet. Samtidig er han en meget ærgerrig ung mand, der arbejder seriøst med sin egen udvikling.”
Sådan siger Rasmus Morell, der har fulgt Emil Hovgaard som træner i BSH Ungdom.
EN DRENGEDRØM GÅR I OPFYLDELSE
Emil Hovgaard startede sin håndboldrejse i Bjerringbro FH, og nu glæder han sig til at tage skridtet fra BSH Ungdom og ind i målet for Bjerringbro-Silkeborg Håndbold som tredjemålmand:
”Det betyder utroligt meget for mig at skrive under med BSH. Det er noget, jeg har drømt om, siden jeg som lille spillede i Bjerringbro og kunne se BSH spille i JYSK arena.”
”Samtidig er det også en stor anerkendelse og viser, at klubben tror på mig i fremtiden, hvilket jeg er meget stolt af,” siger det unge målmandstalent.

KLAR TIL AT TAGE NÆSTE SKRIDT
”BSH føles som det helt rigtige sted for mig at tage det næste skridt mod at blive ligaspiller. Jeg valgte også at tage på Silkeborg Efterskole for at kunne spille i BSH som ungdomsspiller og blive en del af det miljø, der er omkring klubben,” fortæller Emil Hovgaard.
Han fortsætter:
”Som ung målmand føler jeg, at der er rigtig gode muligheder for at udvikle sig her, og jeg glæder mig til at lære en masse af både spillere og trænere omkring holdet. Derudover glæder jeg mig også meget til at lære de to andre målmænd på ligaholdet at kende.”
HÅNDBOLD PÅ HØJESTE NIVEAU
Emil Hovgaard ser frem til at stå over for dygtige med- og modspillere både i hverdagen, og når der er point på spil:
”Jeg glæder mig rigtig meget til at prøve mig selv af på det højeste niveau og mærke tempoet i ligahåndbold. Det bliver fedt at stå overfor nogle af de bedste spillere i Danmark – både til træning og til kamp. Og så bliver det selvfølgelig også helt specielt at få lov til at spille i JYSK arena foran et godt hjemmepublikum.”

FREMTIDENS MAND I MÅLET
”Vi er først og fremmest ekstremt glade og stolte over, at vi gennem en årrække har kunnet tiltrække og udvikle unge talenter i vores ungdomssetup, hvilket Emil Hovgaard er endnu et eksempel på,” lyder det fra Mathias Albrektsen, som er assistenttræner for Bjerringbro-Silkeborg Håndbold og ansvarlig for transitionen fra BSH Ungdom til ligaholdet.
”Det bekræfter, at talentudviklingen er i fuldt flor, og at der bliver gjort et fantastisk stykke arbejde af vores ungdomstrænere,” siger han og fortsætter:
”Emil er en utroligt talentfuld ung keeper, der ovenikøbet har Bjerringbro-DNA i årerne – hvilket også gør det ekstra specielt og fantastisk, at vi har kunnet indgå en længerevarende aftale med Emil.”
”Han er fremtidens mand på målet, og han er kun årgang 08, så der er stadig to år, til han bliver seniorspiller. Fortsætter han sin udvikling gennem de næste år, vil han uden tvivl kunne blive en keeper, der kan få afgørende betydning på vores ligahold på sigt,” siger Mathias Albrektsen.