Søg
Close this search box.

BJERRINGBRO-SILKEBORG HÅNDBOLD HENTER NORSKE LASSE SUNDE LID

Den midtjyske topklub har skrevet en fire-årig kontrakt med den 20-årige nordmand.

Nikolaj Øris pådrog sig en knæskade, da Bjerringbro-Silkeborg Håndbold spillede to træningskampe i Berlin forud for sæsonen.

Klubben har nu fundet en god løsning på den udfordring ved at hente Lasse Sunde Lid, som i forvejen havde lavet en kontrakt med BSH fra sommeren 2025.

En spændende spiller

”Lasse Sunde Lid er først og fremmest en ung spiller, som har udviklet sig rigtig fint i norske Haslum i nogle sæsoner nu. Det er en spiller, som jeg har kendt i nogle år også fra ungdomslandsholdet,” fortæller Bjerringbro-Silkeborg Håndbolds cheftræner Simon Sørensen.

”Jeg er rigtig spændt på at få Lasse føjet til holdet. Offensivt har han nogle spændende kompetencer. Han er en stor dreng, men jeg synes, at han trods sin størrelse bevæger sig godt,” siger cheftræneren.

”Over tid skal vi selvfølgelig have lagt nogle lag på både hans forsvarsspil og hans angrebsspil,” siger Simon Sørensen.

Nyt makkerpar

Lasse Sunde Lid bliver Peter Ballings nye makker på højre back.

”Han er som sagt en ung spiller, som vi skal have integreret, så vi har lidt mere at skyde med på den position, hvor Peter Balling har taget et stort slæb på grund af Nikolaj Øris’ trælse skade,” siger Simon Sørensen.

”Vi må se, hvornår han er landet ordentligt og er klar til at bidrage fuldstændigt, men han træner med fra i morgen, torsdag,” fortæller cheftræneren og tilføjer:

”Vi glæder os til at få Lasse føjet til truppen. Han kan helt sikkert bidrage rigtig fint til vores spil.”

Drømmen om den danske liga

”BSH virker som en solid og professionel håndboldklub. Det har altid været et mål for mig at komme til den danske liga. Så da chancen bød sig i BSH, var det nemt at takke ja,” fortæller Lasse Sunde Lid.

”Jeg har et godt indtryk af klubben indtil nu, og jeg glæder mig til at blive en del af det hele,” siger han.

Han glæder sig især til at spille for et større publikum, end han har været vant til i Norge.

Et nyt håndboldliv

”Jeg er selvfølgelig spændt på niveauet, men mest af alt glæder jeg mig til at starte mit nye håndboldliv i Danmark,” siger den 20-årige nordmand.

Han fortsætter:

”Jeg vil tage de chancer og udfordringer, jeg får, og jeg vil gøre mit bedste for at blive en central spiller for BSH.”

Han ønsker at bidrage positivt både på og uden for banen.

Udover drømmen om at blive en central profil på holdet er Lasse Sunde Lids drøm at etablere sig på et højt niveau, kæmpe om topplaceringer i den danske liga de kommende sæsoner og hvert år gøre det godt i en europæisk turnering.

”Jeg vil gøre alt for, at BSH skal kæmpe med om de bedste placeringer i både ind- og udland,” slutter nordmanden.


LASSE SUNDE LID

Født: 07.06.04 (20 år)
Position: Højre back
Højde: 201 cm
Vægt: 103 kg
Kontrakt med BSH fra nu til sommeren 2028
Spillersponsor: Revision Ry & Hammel


KLIK HER for at tilmelde dig Bjerringbro-Silkeborg Håndbolds nyhedsbrev og hold dig ajour med, hvad der sker i og omkring klubben.