BJERRINGBRO-SILKEBORG HÅNDBOLD FORVENTER UNDERSKUD FOR SÆSONEN 22/23

Når regnskabet præsenteres på den årlige generalforsamling i november måned, så forventer Bjerringbro-Silkeborg Håndbold et underskud på omkring 1,4 millioner kroner. Det er ikke tilfredsstillende, men dog bedre end forventet, da sæsonen startede op.

”Det er ikke tilfredsstillende, at vi realiserer et underskud. Underskuddet er dog mindre end det, vi forventede, da sæsonen startede op. I den forbindelse vil jeg gerne takke for den opbakning, vi har fået fra alle vores sponsorer, hvor mange har udvidet deres samarbejde, og nye er kommet til,” siger Frank Borch-Olsen, bestyrelsesformand i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold.

Han roser organisationen, herunder den sportslige del, der ifølge bestyrelsesformanden har ydet en stor arbejdsindsats i en svær periode.

”Vores omkostninger har været i god kontrol og som budgetteret, men vi har stadig en opgave med at skabe de nødvendige indtægter og fortsat øge sponsorindtægterne, så der skabes balance i regnskabet, og vi kan fastholde det sportslige niveau – og også gerne udvikle det,” siger han.

Modsat indeværende sæson har det været muligt for bestyrelsen at etablere et budget og en forretningsplan for 23/24, hvor der er økonomisk balance.

”Samtidig ser jeg frem til, at vi går sportsligt styrket ind i den kommende sæson, 23/24. Det skal medvirke til at skubbe indtægterne det sidste stykke. Det betyder ikke, at alt nu kommer af sig selv, men det betyder, at Bjerringbro-Silkeborg Håndbold kan have en tro på fremtiden – velvidende, at der fortsat er et stort stykke arbejde foran os, såfremt vores område fortsat skal have et hold i toppen af dansk og skandinavisk håndbold,” slutter Frank Borch-Olsen.

Stærkt hold og stor tro på fremtiden

Hos administrerende direktør Jesper Schou er der heller ikke tilfredshed med forventningerne til regnskabet, men han ser en meget positiv udvikling på sponsorer bredt, som skal fastholdes og udbygges:

”Troen underbygges af, at vi får et sportsligt løft til den kommende sæson. Vi fastholder de fleste spillere, og med tilgang af blandt andre Rasmus Lauge og William Bogojevic tilbage på banen efter en længere skadespause, så ser holdet rigtig konkurrencedygtigt ud. Et stærkt hold, der skal medvirke til at skubbe yderligere til sponsorindtægterne,” lyder det fra direktøren.

Han fortsætter:

”Den danske liga ser generelt rigtig spændende ud, og jeg gentager mig selv hvert år, når jeg siger, at ligaen nok aldrig har været stærkere. Så at være med i toppen kræver bare endnu mere. Vores budget er et stykke fra Aalborgs og GOG’s, men det gør ikke, at viljen og troen på at kunne udfordre dem ikke er der. Det vil vi forsøge – ligesom mange andre klubber i toppen.”

”Så der er grund til at glæde sig til en masse brag i de danske håndboldhaller og selvfølgelig allermest i JYSK arena,” siger Jesper Schou.

Generelt peger mange ting i den rigtige retning for Bjerringbro-Silkeborg Håndbold: et løft af sponsorater på 13 procent, tilskuerfremgang, rekord på sæsonkortsalg til den kommende sæson og et åbningsbrag mod tyske Füchse Berlin d. 11. august, der allerede nu går mod udsolgt.

”Vi håber, at såvel områdets erhvervsliv såvel som fans vil støtte op om BSH, således at BSH fortsat er med helt fremme i toppen af dansk og international håndbold,” slutter direktøren.