Søg
Close this search box.

THOMAS SOLSTAD STOPPER I BJERRINGBRO-SILKEBORG HÅNDBOLD

Den norske stregspiller er i gang med sin sidste sæson i den midtjyske topklub.

”Jeg vil først og fremmest takke for min tid i BSH og i Danmark. Det har været vældigt sjovt, spændende og lærerigt. Specielt at vi har gjort det godt i Europa i år,” siger Thomas Solstad.

”Jeg glæder mig til at slutte sæsonen af bedst muligt både i Europa og herhjemme, hvor vi vil kæmpe med om medaljerne,” siger han og fortsætter:

”Sæsonen er langt fra ovre, og der er mange spændende kampe tilbage, inden jeg skal pakke tasken.”

Om fremtiden siger han følgende:

”Jeg har altid drømt om at spille i Tyskland og i Bundesligaen, så da den mulighed kom, måtte jeg takke nej til vejen videre i BSH.”

”Til sidst vil jeg takke alle fans og alle i og omkring klubben. Jeg håber, vi ses i JYSK arena resten af sæsonen,” slutter stregspilleren.

En vellykket plan

”Thomas Solstad kom til klubben for at tage det næste skridt i sin karriere. Han kom fra en norsk topklub, og det var et led i hans udvikling at tage et step op for at se, om han kunne højne sit niveau og komme mere i betragtning til det norske landshold,” fortæller Michael V. Knudsen, der er sportslig ansvarlig i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold.

”Han er blevet bedre og har fået en større og større rolle både i forsvar og angreb, og han har et solidt samarbejde med Alex Lynggaard og René Toft. Det er et fantastisk trekløver,” siger Michael V. Knudsen.

”Planen er gået, som den skulle, og det er en vellykket case for både ham og os. Fra dag et har han lagt på sit niveau, så fra dengang til nu er der sket en kolossal udvikling. Han nørder og har en meget professionel tilgang, og han er meget vellidt – også blandt tilskuerne, som elsker hans udstråling,” siger Michael V. Knudsen.

THOMAS ALFRED SOLSTAD

Position: Stregspiller
Født: 26.02.97 (26 år)
Højde: 194 cm
Vægt: 106 kg
BSH siden: 2022