Søg
Close this search box.

SIMON SØRENSEN: VI HAR BRUG FOR OPBAKNING

”Vi er selvfølgelig alle sammen ekstremt skuffede. Det er rigtig ærgerligt og træls, at vi er i den situation, vi er i, lige nu. Men der er kun én ting, der betyder noget. Og det er, at vi leverer en rigtig god indsats i JYSK arena mod Mors-Thy på søndag. Vi skal vise, at vi gør alt, hvad vi kan, og kommer med alt, hvad vi har, så vi får en sejr,” siger cheftræner Simon Sørensen ovenpå gårsdagens nederlag mod Ribe-Esbjerg.

”Får vi så den sejr, som vi alle sammen håber på, så har vi det lille halmstrå tilbage i sidste runde, der gør, at vi kan gå videre, og det må vi klynge os til. Men det starter med, at vi skal vise os godt frem foran vores hjemmebanepublikum,” siger han og uddyber hvordan:

”Vi skal kæmpe for hver eneste bold. Og så er der selvfølgelig også noget håndboldmæssigt i det. Der er rigtig mange ting, vi skal blive bedre til – især defensivt. Det skal vi prøve at se, om vi inden på søndag kan ændre på, så vi kan fremstå som en enhed, der kæmper for klubben.”

Og det er ikke kun holdet, der skal stå sammen:

”Som fan skal man komme i JYSK arena for at støtte os og vise, at man holder med klubben. Vi vil også vise, at vi bærer logoet med stolthed. Så vi håber på, at folk vil komme og bære os fremad. Vi har brug for opbakning. Vi har ikke brug for mere ris end det, vi allerede har fået. Det er fair nok, at vi har fået det, og det er fuldt fortjent, men vi har også brug for at få opbakning.”

KLIK HER og køb din billet til braget mod Mors-Thy Håndbold i JYSK arena d. 28. april kl. 19.45.