RASMUS KIER VENDER TILBAGE TIL BJERRINGBRO-SILKEBORG HÅNDBOLD
- Nyheder
Han har tidligere stået på holdkortet i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold, men nu skal den tidligere højre fløj Rasmus Kier arbejde med salg og netværk i samme klub.
Navn: Rasmus Kier
Alder: 27 år (04.07.96)
Tidligere højre fløj
Tidligere klubber: Bjerringbro-Silkeborg Håndbold, Skive fH, Århus Håndbold og TTH Holstebro
Hvad bliver din rolle i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold?
Min primære rolle bliver indenfor salg og marketing, specielt salg i samarbejde med Rasmus, Jesper og Brian, og derudover kommer jeg også til at være en del af erhvervsnetværket.
Hvordan tror du, det bliver at skifte harpiksbøtten ud med computeren?
Det bliver noget helt andet, selvom håndbolden stadig er omdrejningspunktet for mit arbejde. Min rolle i BSH bliver ikke kun bag computeren, jeg vil også befinde mig ude hos BSH’s nuværende og kommende samarbejdspartnere. Alt i alt glæder jeg mig bare til for alvor at komme i gang.
Hvad tager du med dig fra din karriere som professionel håndboldspiller?
Først og fremmest tager jeg mit kendskab og min passion fra et liv med håndbold med ind i min nye stilling, som jeg er sikker på, at jeg kan overføre til mit nye job.
Har du andre erfaringer, du kan trække på i dit nye job?
Ja, jeg blev i februar færdig med min professionsbachelor i Sport Management, som jeg færdiggjorde sideløbende med mit virke som håndboldspiller i TTH Holstebro, og det er en super relevant uddannelse i forbindelse med mit nye job.
Hvorfor har du sagt ja til jobbet?
Kort sagt fordi jeg holder meget af håndbold, og BSH har altid været ”min klub”. Jeg er født og opvokset i Silkeborg og har, siden jeg var en lille dreng, fulgt med i Bjerringbro-Silkeborg og selv spillet i klubben i sin tid, hvor jeg havde mange store oplevelser med bl.a. Champions League. Men i lige så høj grad fordi jeg synes, det var en rigtig god mulighed for mig og min karriere på den anden siden af de 40×20 meter.
Hvad glæder du dig til i dit nye job?
Jeg glæder mig generelt til at komme i gang og møde alle de gode mennesker i og omkring klubben. Alt fra administration og kollegaer, spillere, trænere, fans, frivillige til samarbejdspartnerne og sponsorer. Så glæder jeg mig ikke mindst til forhåbentligt at kunne få en masse nye ansigter med ombord på BSH’s rejse.
Jagten på resultater både på og uden for banen
”En fortsat plads i toppen af dansk og international håndbold kræver, at vi får styrket samarbejdet med eksisterende samarbejdspartnere og får tilført nye samarbejdspartnere,” siger Jesper Schou, der er direktør i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold.
”Skal det lykkes, så skal vi sætte et endnu større markedstryk, og det kræver flere ressourcer og øget fokus,” siger han.
”Vi har i dag en erfaren salgsorganisation, der har levereret stærke resultater og udvidet sponsorporteføljen,” tilføjer han.
”Det er ikke bare på banen, at der kan og skal arbejdes med talent – det kan og skal vi også uden for banen. Og med ansættelsen af Rasmus Kier får vi en person med det rette drive, den rette målrettethed og viljen til at udvikle sig og blive bedre. Akkurat som vi har set, at han har gjort det på håndboldbanen,” lyder det fra direktøren.
”Rasmus glæder sig til at møde jer alle. Tag godt imod ham,” slutter han.