Søg
Close this search box.

Patrick Westerholm bliver ny cheftræner for Bjerringbro-Silkeborg

Fra sommeren 2021 og tre år frem står Patrick Westerholm i spidsen for ligaherrerne fra Bjerringbro-Silkeborg.

I Bjerringbro-Silkeborg har direktør Jesper Schou brugt årets sidste uger til at holde møder med flere spændende træneremner.

”Mange har været interesserede i jobbet, og det har bekræftet os i, at Bjerringbro-Silkeborg er en attraktiv klub. Flere har gjort et solidt og stærkt indtryk, men i sidste ende var Patrick Westerholm det bedste match i forhold til os,” fortæller Jesper Schou.

Patrick Westerholm har også selv nemt ved at finde fællesnævnere:

”BSH tilhører toppen af dansk herrehåndbold, og de spiller med om medaljerne hvert år. Jeg har personligt en ambition om at vinde medaljer, og BSH spiller også europæisk, hvilket jeg finder yderst motiverende. Holdet er også enormt slagkraftigt. Det glæder jeg mig til at arbejde med,” siger han.

Klar til at tage skridtet videre

Patrick Westerholm beskriver sin egen trænerstil med følgende ord:

”Jeg er meget nede på jorden og ikke så udfarende. Jeg er analytisk og strategisk tænkende, og jeg uddelegerer ansvar til spillerne – det er trods alt dem, der spiller på banen.”

”De kommende sæsoner vil jeg arbejde videre på det flotte arbejde, som Peter Bredsdorff-Larsen har leveret, og prøve at implementere lidt af mine egne tanker angående det hurtige spil med kontra, hurtig midte og så videre,” siger han.

Patrick Westerholm vil bruge tiden frem mod første officielle arbejdsdag til at forberede sig på den opgave, der venter efter sommerpausen:

”Jeg vil bruge tiden på at analysere styrkerne og svaghederne, så vi har en endelig strategi klar, når vi starter op.”

Den kommende cheftræner ser det som sin fornemmeste opgave at videreføre og udvikle kulturen omkring Bjerringbro-Silkeborg og se, hvordan holdet og klubben i fællesskab kan skabe flere fantastiske oplevelser i JYSK arena i Silkeborg.

”Jeg glæder mig til at komme i gang med en ny klub og et nyt hold. Det har været utroligt givende at få et sabbatår, hvor jeg har fået tid til at samle ny energi og nye tanker til de kommende opgaver,” fortæller træneren, som inden sit såkaldte sabbatår stod i spidsen for TTH Holstebro.

En sulten træner

Jesper Schou har fulgt Patrick Westerholms tidligere arbejde og ansætter en træner med stor erfaring og stort kendskab til den danske liga.

”Patrick har vist i Holstebro, at han kan arbejde langsigtet samtidig med, at han skaber resultater. Han kan skabe en tydelig profil og sætte et tydeligt aftryk på sit hold, og så synes jeg, at de resultater, han har vist i Holstebro, i forhold til budgettet har været meget imponerende,” siger direktøren.

”Sidst, men ikke mindst, så er det en sulten træner, der kommer – både efter at levere resultater, men også efter at være med til at flytte os yderligere som klub,” siger Jesper Schou.

Arbejdet kalder 

Bjerringbro-Silkeborg-mandskabet har stadig uafklarede pladser til den kommende sæson. Derfor er klubben og Patrick Westerholm også allerede i gang med arbejdet med at se på potentielle spillere.

”Når det er sagt, så har det været vigtigt, at en ny træner tror på de spillere, der er på kontrakt. Dem er vi nemlig rigtig tilfredse med, og vi ser et stort potentiale i dem. Det billede har Patrick heldigvis også,” siger Jesper Schou.

Patrick Westerholm får også en vigtig rolle i forhold til talentarbejdet i Bjerringbro-Silkeborg, som står højt på klubbens dagsorden.

”Vi vil videreudvikle rammerne omkring holdet, og der er også en opgave i at fortsætte arbejdet med at gøre det muligt for vores unge U17- og U19-spillere at se vejen frem mod ligaholdet. Ligesom de største talenter skal kunne se, at BSH er det naturlige sted for dem, når man vil have mest muligt ud af sit talent,” siger Jesper Schou.

Om opbygningen af teamet omkring Patrick Westerholm siger direktøren følgende:

”Vi har i første omgang koncentreret os omkring at finde en ny cheftræner. Assistenttræneren skal en cheftræner være med til at ansætte. Det går vi i gang med nu. En cheftræner kan ikke alt, så det vil være naturligt at finde en, der supplerer ham, så trænerteamet tilsammen dækker alt. Det er også vigtigt, at det er en, som cheftræneren har tillid til og kemi med, da de skal bruge rigtig mange timer sammen,” siger Jesper Schou.

Medaljejagten sættes ind

Ligaholdet starter træningen igen d. 11. januar, og med afklaringen af trænersituationen for den kommende sæson, så vil fokus være fuldt rettet mod den igangværende sæson, hvor holdet jagter en podieplads i HTH Herreligaen.

”Nu handler det om at have fuldt fokus på den sæson, der er i gang, og vi giver Peter og spillerne ro og opbakning til den opgave. Jeg tror rigtig meget på holdet og er sikker på, at det er en sulten træner og spillertrup, der møder ind efter juleferien – 100 procent opsatte på at jagte metal,” siger direktør Jesper Schou.


PATRICK WESTERHOLM 

  • FØDT 2. JANUAR 1975
  • TIDLIGERE FINSK HÅNDBOLDLANDSHOLDSSPILLER
  • SPILLEDE FOR KIF KOLDING I NI SÆSONER, HVOREFTER HAN SKIFTEDE TIL SKJERN HÅNDBOLD I 2005/06
  • I 2008/09 BLEV HAN SPILLENDE ASSISTENTTRÆNER FOR DEN DAVÆRENDE  DIVISIONSKLUB HC MIDTJYLLAND FREM TIL 2009/10
  • CHEFTRÆNER FOR SØNDERJYSKES KVINDEHOLD FRA 2010-2013
  • ASSISTENTTRÆNER FOR TEAM ESBJERGS DAMER I SÆSONEN 2013/14
  • I SOMMEREN 2015 BLEV HAN TRÆNER FOR TEAM TVIS HOLSTEBROS LIGAHERRER, HVOR HAN VAR INDTIL SOMMEREN 2020