ØBG HÅNDBOLD ER ÅRETS SAMARBEJDSKLUB I BJERRINGBRO-SILKEBORG HÅNDBOLD

Inden slutspilskampen mellem Bjerringbro-Silkeborg Håndbold og TTH Holstebro modtog ØBG Håndbold prisen som Årets Samarbejdsklub i BSH.

Foto: Tommy Hansen

”Det betyder meget for os som klub, og samtidig er det er en stor anerkendelse af det frivillige arbejde, som rigtig mange lægger i ØBG Håndbold.”

Sådan siger Peter Kaltoft, der er formand for ØBG Håndbold, efter at klubben modtog prisen som Årets Samarbejdsklub foran en fyldt JYSK arena onsdag aften.

LØBER MED DE LOKALE HELTE PÅ BANEN

”Netop samarbejdet og den lokale forankring med BSH er én af de ting, vi i ØBG Håndbold har valgt aktivt at prioritere,” fortæller formanden og fortsætter:

”I løbet af sæsonen sender vi børn afsted til indløb med BSH-ligaholdet, og samtidig kan de tage deres familie med i hallen. Vi er en klub med mange børnehold, og BSH har været gode til at tilbyde kampe, som er placeret hensigtsmæssigt for børnefamilier, når de skal løbe med de lokale helte ind til hjemmekampene i JYSK arena.”

ET STÆRKT SAMARBEJDE, DER GIVER VÆRDI HELE VEJEN RUNDT

ØBG Håndbold forsøger at bruge Bjerringbro-Silkeborg Håndbold som et aktiv i klubben, da samarbejdet giver god værdi for klubbens medlemmer og frivillige.

Det understøtter også opbakningen til Bjerringbro-Silkeborg Håndbold den anden vej, fortæller Peter Kaltoft:

”Stort set alle vores hold på nær de alleryngste på Trille Trolle-holdene har været forbi JYSK arena i løbet af sæsonen. Med over 300 medlemmer under 13 år har der været mange spillere, forældre og trænere i hallen.”

FOKUS PÅ FÆLLESSKAB

”Samarbejdet med BSH er med til at understøtte vores fokus på fællesskab på tværs af årgangene, når holdene sammen kan tage i hallen,” siger han og tilføjer:

”Samtidig er det inspirerende for vores spillere, når lokale BSH-spillere kigger forbi Hede Rytmer Sportscenter Buskelund som rollemodeller og repræsentanter for håndbolden på allerøverste niveau i Danmark.”

Til sidst sender formanden en tak til Bjerringbro-Silkeborg Håndbold:

”Vi vil gerne benytte muligheden til at sige tak for et gensidigt godt samarbejde med BSH. Vi ser frem til at styrke det endnu mere i de kommende år.”

OPBAKNING FRA FØRSTE RÆKKE

Kristoffer Nygaard, som er event manager i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold, ser også frem til at bygge yderligere på det gode samarbejde med ØBG Håndbold.

Han ser ofte spillere, trænere og forældre fra den lokale klub indtage de blå og gule sæder i JYSK arena.

”Vi har et godt samarbejde med ØBG Håndbold og sætter stor pris på alle dem, som kommer og bakker os op i JYSK arena,” siger Kristoffer Nygaard.

”Vi glæder os til at se klubbens mange medlemmer igen næste sæson, og vi ser frem til at styrke vores samarbejde yderligere, når bolden gives op igen efter sommerferien,” siger han og ønsker på vegne af hele Bjerringbro-Silkeborg Håndbold stort tillykke til alle i ØBG Håndbold med titlen som Årets Samarbejdsklub.


KRITERIER FOR UDVÆLGELSEN

Udvælgelsen af Årets Samarbejdsklub sker blandt andet på baggrund af, at:

  • Klubben er en loyal samarbejdsklub, der har nogle frivillige ildsjæle, der går forrest for at involvere klubben i BSH samarbejdsklub-konceptet
  • Klubben deltager aktivt i de invitationer og muligheder, som Bjerringbro-Silkeborg Håndbold stiller til rådighed
  • Klubben er et vigtigt aktiv for lokalområdet og omfavner både bredde- og elitespilleren
  • Klubben har ikke kun fokus på håndboldspilleren, men på hele mennesket
  • Klubben er inkluderende og sikrer, at alle føler sig som en del af fællesskabet