NIKOLAJ LÆSØ STOPPER I BSH
- Nyheder
Bjerringbro-Silkeborg Håndbold og Nikolaj Læsø er blevet enige om at stoppe samarbejdet.
Den 29-årige bagspiller havde kontrakt med BSH indtil sommeren 2027, men direktør Jesper Schou fortæller, at de i fællesskab har besluttet at ophæve kontrakten nu:
“Vi har haft en god og konstruktiv dialog med Nikolaj, og vi er i fællesskab nået frem til, at det er den rigtige løsning for begge parter at gå hver til sit nu.”
”Nikolaj har gennem hele perioden været både dygtig og professionel – som spiller og som menneske. Vi vil gerne takke ham for indsatsen i BSH og ønsker ham alt det bedste videre i karrieren og privat,” siger direktøren.

MANGE OPLEVELSER I DET MIDTJYSKE
”Jeg ser tilbage på min tid i BSH som en rutsjebanetur, hvor der både har været nogle virkelig fede oplevelser og stunder – både på og uden for banen,” fortæller Nikolaj Læsø og fortsætter:
”Der har selvfølgelig også været nogle bump på vejen. Klubben ønsker at gå en anden vej sportsligt, og det har jeg valgt at imødekomme.”
Han sender samtidig en hilsen til alle i og omkring klubben:
”Jeg vil gerne takke fansene, som har støttet mig og holdet. Selvom vi ikke har opnået det, vi gerne ville, så har I altid haft vores ryg.”
”Derudover vil jeg takke mine holdkammerater for at have gjort det sjovt at komme til træning. Jeg kommer til at savne omklædningsrummet og de sjove stunder, vi har haft,” siger bagspilleren og slutter med disse ord:
”Nu glæder jeg mig til at se, hvad fremtiden bringer, men jeg er sikker på, at den nok skal blive på håndboldbanen.”