Søg
Close this search box.

Lynggaard: ”Hvis en tackling er smuttet, er det fordi, jeg forsøger at holde afstand”

Stregspilleren Alexander Lynggaard er kommet stærkt fra start i Bjerringbro-Silkeborg. Midtjyllands Avis har kåret ham til efterårets næstbedste BSH’er efter Sebastian Skube, og nu er han klar til at skyde sig selv og holdet tættere på slutspillet og forhåbentligt også medaljeskamlen.

Mandag d. 11. januar møder Bjerringbro-Silkeborg-spillerne ind til første fællestræning i JYSK arena i år 2021.

Stort set hele år 2020 har været et specielt år i de danske håndboldhaller, og de tomme sæder i JYSK arena savner jer tilskuere, ligeså vel som spillerne gør det.

Men motivationen er i top, præcis som den skal være, og Alexander Lynggaard og resten af truppen er klar til at sigte mod sejrsskamlen.

Som optakt til forårssæsonen har vi kastet et par spørgsmål efter stregspilleren, og du kan læse hans svar herunder.

Hvad bruger du vinterpausen til?

Normalt bruger min familie og jeg rigtig meget tid sammen med familie og venner rundt omkring i det ganske land. I år er anderledes, og pausen er derfor brugt rigtig meget med min kæreste og børn i naturskønne Silkeborg. Jeg har selvfølgelig også fået rigeligt med god julemad – som sædvanligt.

Hvordan holder du skudarmen varm og kroppen i gang?

Skudarmen er altid ladt og klar. Den skal nok bare lige smøres lidt, når vi vender tilbage på mandag. Her regner jeg med hjælp fra vores fysioterapeut, Tom. Vi er så heldige (på trods af corona) at have adgang til fantastiske styrketræningsfaciliteter i JYSK arena, hvor vi har kunnet træne stort set hele ferien.

Hvordan har sundhedssituationen påvirket dig som håndboldspiller?

Ikke ret meget. Men hvis en tackling eller to er smuttet i forsvaret, kan vi sige, at det er fordi, at jeg forsøger at holde afstand.

Hvad savner du mest ved at spille kamp i en fyldt hal?

Når det syder og koger med fem minutter igen, og kampen står uafgjort. Her har en fyldt JYSK arena helt sikkert været savnet. Generelt betyder det alt, når folk møder talstærkt op og støtter os i 60 minutter.

Hvor henter du din motivation frem mod forårssæsonen?

I lysten til at vinde. Det føles elendigt at tabe.

VM venter lige om hjørnet for Nikolaj Øris og Håndboldherrerne. Drømmer du om at kunne trække i rødt og hvidt igen en dag? Hvad tænker du, der skal til, for at Nikolaj Jacobsen skriver dig på holdkortet?

Jeg vil altid gerne spille på landsholdet. Jeg må præstere så godt, at jeg bliver svær at komme udenom. Det synes jeg, at der er gode muligheder for med så mange dygtige holdkammerater.


FØRSTE GANG, ALEXANDER LYNGGAARD OG BJERRINGBRO-SILKEBORG SPILLER OM POINT I 2021, ER D. 4. FEBRUAR, NÅR TMS RINGSTED KOMMER PÅ BESØG I JYSK ARENA. HOLD ØJE MED FACEBOOK OG INSTAGRAM FOR OPDATERINGER VEDRØRENDE VORES DÆKNING AF KAMPEN, NÅR VI NÆRMER OS.