Søg
Close this search box.

LUDVIG HALLBÄCK STOPPER I BJERRINGBRO-SILKEBORG HÅNDBOLD

Den igangværende sæson bliver den svenske playmakers sidste sæson i sort og hvidt for Bjerringbro-Silkeborg Håndbold.

Ludvig Hallbäck kom til Bjerringbro-Silkeborg Håndbold fra Ystads IF i sommeren 2021.

Når han ser tilbage på sine snart tre sæsoner, er det med stor glæde:

”Det har været en fantastisk oplevelse. Alle kampe og alle træninger. Jeg har været virkelig glad for at være i BSH sammen med gutterne på holdet og hele holdet omkring klubben,” siger den svenske playmaker.

Et stærkt sammenhold

Han vil især huske sammenholdet mellem spillerne, medarbejderne og klubbens fans, som bakker holdet op både hjemme i JYSK arena i Silkeborg og på diverse udebaner.

”Jeg har trivedes virkelig godt i klubben fra begyndelsen, da jeg kom hertil, og jeg har været virkelig glad for alle på og omkring holdet,” siger svenskeren.

”Der er jo stadig lang tid tilbage af den her sæson, så det er ikke slut endnu. Jeg glæder mig til at kæmpe for BSH de sidste måneder,” siger han og fortsætter med en hilsen til fansene:

”Jeg vil gerne sige tak, men det er ikke farvel og tak endnu – vi skal kæmpe lidt mere. Vores fans kan komme i JYSK arena og bakke os op, som de er gode til at gøre. Vi vil gerne have så mange tilskuere til hjemmekampene som muligt, så jeg håber, vi ses i JYSK arena.”

Det næste skridt

Michael V. Knudsen, der er sportslig ansvarlig i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold, fortæller, hvordan klubben og Ludvig Hallbäck er lykkedes med at gøre playmakeren klar til næste skridt i karrieren:

”Vi havde udset os en ung, lovende svensk spiller, som vi skulle føre det næste stykke frem. Han var en stjerneklasse ungdomsspiller, så vi skulle udvikle ham til at tage det næste skridt, hvor den danske liga er et højere niveau end fx den svenske. Vi havde en ung, ambitiøs knægt, som var villig til at tage det næste skridt i karrieren,” fortæller den sportslige ansvarlige.

”Ludvig har udviklet sig rigtig flot fra dag et og til nu. Han har lagt på sit spil og fået en langt bedre spilforståelse, et skarpere gennembrud, et bedre sammenspil med stregspillerne og de andre spillere, et højere tempo og et bedre skud. Har har bygget godt på – også fysisk,” siger Michael V. Knudsen.

En succeshistorie

”Ludvig skal fortsætte den udvikling, han har gang i. Vi ville gerne have beholdt ham endnu en sæson og have set ham tage flere skridt i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold, men vi har også forståelse for, at han er klar til en udenlandsk liga,” lyder det fra den sportslige ansvarlige.

”Det var både hans og vores ambition at gøre ham klar til en udenlandsk klub, og det er en succesfuld historie ved, at vi er lykkedes med at gøre en spiller klar til nye udfordringer,” siger Michael V. Knudsen og tilføjer:

”Hvem ved, om vi i fremtiden kan overtale Ludvig til at komme tilbage til BSH, når han har prøvet kræfter med en udenlandsk liga?”

Nu er den fælles ambition at gå efter mere metal til klubben, inden denne sæson fløjtes af:

”Ludvig skal hjælpe os med at vinde metal i år, så det er vores mål, inden han tager herfra.”