Laurenz Kluth indstiller håndboldkarrieren
- Nyheder
På grund af en skade er tyske Laurenz Kluth tvunget til at stille håndboldskoene på hylden.
”Det er en stor skuffelse, og jeg er knust over, at jeg er nødt til at stoppe med at lave det, jeg elsker,” siger Laurenz Kluth, der alligevel ser tilbage på sin tid i Bjerringbro-Silkeborg med positive miner:
”Jeg synes, min tid i BSH har været en god oplevelse. Det var et stort skridt at komme til et nyt land som 18-årig. Uanset hvad, synes jeg, at jeg gjorde mit bedste under de givne omstændigheder. Jeg nød virkelig tiden med holdet og fansene, som supporter os på daglig basis.”
”Jeg kan kun sige, at BSH er en god klub med et utroligt rart miljø, som enhver vil elske at spille i. Jeg tror, at det jeg bedst kan lide er, at der er en tæt relation mellem alle. Vi er et godt hold, og vi har nogle gode fans. Det føles nærmest som en lille håndboldfamilie. Og selvom det var et hårdt år for mig, vil jeg altid have et smil på læberne, fordi jeg ved, at jeg mødte gode mennesker, venner og fans her i BSH,” siger den tyske playmaker.
Han håber, at alle i slutningen af sæsonen bliver belønnet for det, de investerer på og uden for banen.
Til sidst retter han en tak til alle i og omkring klubben:
”Jeg vil bare sige en stor tak til klubben, Jesper og Michael, mine holdkammerater og fansene. BSH har taget en stor del af mit hjerte!”
Et uforløst potentiale
Michael V. Knudsen, som er Sportslig Ansvarlig i Bjerringbro-Silkeborg, sender Laurenz Kluth afsted med følgende ord:
”Op til denne sæson lavede vi en aftale med én af Tysklands allerstørste talenter og anføreren for det tyske ungdomslandshold. Vi havde store forventninger og håb om, at vi kunne være med til at føre Laurenz Kluth det næste skridt frem i karrieren, og at han kunne være med til vinde flere titler til BSH. Desværre blev Laurenz skadet i optakten til sidste sommers landsholdsslutrunde – og dermed var han skadet, før han for alvor kom i gang med at vise sit enorme potentiale.”
”Problemerne fortsatte hele efteråret, og han havde svært ved at slippe af med smerterne. Det førte til yderligere undersøgelser her i foråret, hvor han har fået den hårde besked om tvunget karrierestop. Det er selvfølgelig en utrolig hård meddelelse for en ung fyr, som har villet håndbolden 100 procent.”
”Laurenz har altid ydet en kæmpe stor arbejdsindsats og haft en yderst professionel indstilling til sporten, som har smittet af på hele truppen. Vi har været glade for at have Kluth i klubben og vil være behjælpelige med at sende ham godt afsted videre i karrieren uden for håndboldbanen,” siger Michael V. Knudsen.