ANS IF ER ÅRETS SAMARBEJDSKLUB I BJERRINGBRO-SILKEBORG HÅNDBOLD
- Nyheder
Inden søndagens slutspilskamp mellem Bjerringbro-Silkeborg Håndbold og Mors-Thy Håndbold modtog Ans IF prisen som Årets Samarbejdsklub i BSH.
”Vi er enormt stolte og beærede over at modtage denne pris i vores lille lokalforening. Samarbejdet med BSH betyder rigtig meget for Ans IF Håndbold, da det giver vores spillere adgang til unikke oplevelser og i høj grad er med til at styrke fællesskabet.”
”Netop fællesskab og sammenhold – både på og på tværs af holdene – er et af de centrale omdrejningspunkter i vores forening.”
Sådan siger Lotte Blichfeldt, der på vegne af Ans IF Håndbold modtog prisen som Årets Samarbejdsklub foran en fyldt JYSK arena søndag aften.
Forbilleder og store håndboldoplevelser
”Det betyder rigtig meget for vores spillere at have forbilleder, de kan se op til. Oplevelser som indløb til kampe samt tilbud om ståpladser i Sektion 8 og siddepladser til både spillere og trænere har stor værdi. Det styrker følelsen af at være en del af et større fællesskab og giver mulighed for at opleve de bedste spillere i netop den sportsgren, man selv brænder for,” siger Lotte Blichfeldt.
Hun fortsætter:
”Det betyder meget for børnene, at BSH-spillerne er tilgængelige efter kampene og tager sig tid til autografer og snak. Et særligt højdepunkt for vores børnehold er de fællestræninger, vi arrangerer, hvor spillere fra BSH kommer ud i foreningen og står for træningen. Det er en kæmpe oplevelse og meget inspirerende for børnene.”
Flere og flere snører håndboldskoene
I håndboldudvalget i Ans IF lægger de stor energi i at skabe de bedst mulige rammer og tilbud for alle, der har lyst til at spille håndbold. Og det er noget, der virker:
”Vi er inde i en positiv udvikling med stigende medlemstal, og i den forbindelse har samarbejdet med BSH givet os mange gode oplevelser.Samtidig vægter vi det højt at tage på ture som både hold og klub.”
”Det styrker fællesskabet internt og giver positiv omtale af vores forening som et sted med plads til både hygge og sammenhold – noget, der kan inspirere nye spillere til at prøve håndbolden af,” siger Lotte Blichfeldt.

Opbakning fra første række
Kristoffer Nygaard, som er event manager i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold, ser ofte spillere, trænere og forældre fra den lokale klub indtage de blå og gule sæder i JYSK arena.
”Vi har et godt samarbejde med Ans IF Håndbold og sætter stor pris på alle dem, som kommer og bakker os op i JYSK arena,” siger Kristoffer Nygaard.
”Ans IF Håndbold fungerer som samlingspunkt for byen. Klubben har haft en flot medlemsudvikling og er blandt andet gået fra stort set ikke at have seniorhåndboldhold til nu at have mange seniorspillere. Det vidner om, at Ans IF Håndbold har formået at skabe et fællesskab, der er godt og sjovt at være en del af,” siger Kristoffer Nygaard.
Han fortsætter:
”Klubben har god opbakning fra frivillige og har nogle rigtige ildsjæle, der trækker et stort læs.”
På vegne af hele Bjerringbro-Silkeborg Håndbold ønsker Kristoffer Nygaard alle i Ans IF stort tillykke med titlen som Årets Samarbejdsklub.
Kriterier for udvælgelsen
Udvælgelsen af Årets Samarbejdsklub sker blandt andet på baggrund af, at:
- Klubben er en loyal samarbejdsklub, der har nogle frivillige ildsjæle, der går forrest for at involvere klubben i BSH samarbejdsklub-konceptet
- Klubben deltager aktivt i de invitationer og muligheder, som Bjerringbro-Silkeborg Håndbold stiller til rådighed
- Klubben er et vigtigt aktiv for lokalområdet og omfavner både bredde- og elitespilleren
- Klubben har ikke kun fokus på håndboldspilleren, men på hele mennesket
- Klubben er inkluderende og sikrer, at alle føler sig som en del af fællesskabet