KontorMidt bliver Erhvervspartner i Bjerringbro-Silkeborg
- Nyheder
Et stærkt erhvervsnetværk har fået KontorMidt til at øge sit engagement i Bjerringbro-Silkeborg. Virksomheden bliver derfor nu Erhvervspartner i den midtjyske topklub.
“Jeg har været med i Bjerringbro-Silkeborgs netværk i flere år, og jeg synes, at det har været rigtig godt. Jeg vil gerne bygge videre på de relationer, som jeg allerede har, og forhåbentligt også få nogle nye,” siger René Hermansen, som er indehaver af KontorMidt.
“Jeg er helt vild med håndbold, og jeg bor i Ans, som ligger midt mellem Silkeborg og Bjerringbro, så det er et helt naturligt valg. Bjerringbro-Silkeborg har jo været med i toppen af den danske herreliga i mange år, og det gør jo bare det hele endnu sjovere og endnu mere spændende,” siger René Hermansen om grunden til, at det lige er i Ørnereden, at han er landet.
“Muligheden opstod, fordi jeg har et par leverandører, som var med på idéen, og så syntes jeg, at det var et godt tidspunkt, nu hvor mange sportsklubber har det svært pga. COVID-19,” fortæller René Hermansen.
Samtidig med, at han tager del i et af Danmarks stærkeste erhvervsnetværk, håber han også, at KontorMidt opnår en øget synlighed i Silkeborg og omegn:
“For mig er et netværk et sted, hvor man kan vidensdele og møde nye mennesker, som man forhåbentligt kan lave noget forretning med på sigt. Og så håber jeg samtidig, at KontorMidt-logoet brænder sig fast på folks nethinder,” siger han.
KONTORMIDT HOLDER TIL PÅ SØGADE I ANS OG ER LEVERINGSDYGTIGE I ALT TIL KONTORET – KONTORARTIKLER, KONTORMASKINER, KONTORMØBLER MED MERE, OG HVIS DIN PRINTER DRILLER, KAN KONTORMIDT REPARERE DEN FOR DIG. VIRKSOMHEDEN HAR OGSÅ EN AFDELING PÅ SJÆLLAND I BRØNDBY, MEN UANSET HVOR DU BOR, ER DE KUN ET KLIK VÆK: WWW.KONTORMIDT.DK.