KASPER LARSEN VENDER RETUR TIL BJERRINGBRO-SILKEBORG HÅNDBOLD
- Nyheder
Fra sommeren 2024 vil Kasper Larsen vogte målet for Bjerringbro-Silkeborg Håndbold sammen med det unge talent, Mikkel Løvkvist.
Bjerringbro-Silkeborg Håndbold og Kasper Larsen har indgået en to-årig aftale fra sommeren 2024.
Det bliver dog ikke første gang, at Kasper Larsen trækker Bjerringbro-Silkeborg Håndbolds trøje over hovedet. Han har været i klubben tidligere ad to omgange og har været rigtig glad for at være der, så han glæder sig til at vende tilbage:
”Jeg var ikke i tvivl om, at tredje gang var det helt rigtige at sige ja til,” siger keeperen.
”Det er et stærkt hold med mange dygtige spillere, hvilket giver et godt træningsmiljø, hvor jeg selv vil være med til at gå forrest,” siger han.
Han glæder sig også til gensynet med JYSK arena og tilskuerne i Silkeborg:
”Det er en fed hjemmebane i JYSK arena – altid med god support. Og bagved er der en stærk organisation med styr på tingene.”
Drømmen om medaljer
Bjerringbro-Silkeborg Håndbold ligger i toppen af den danske liga og har ambitioner om at spille med om medaljerne hvert år.
”Jeg synes, at mine ambitioner matcher klubbens rigtig godt. Jeg brænder for at vinde medaljer og hele tiden udvikle mig spillemæssigt, menneskeligt og sammen som hold,” siger Kasper Larsen og tilføjer:
”Jeg drømmer om at spille med om de fine placeringer i den hjemlige liga og komme ud og spille i Europa.”
En stærk målmandsduo
Michael V. Knudsen, som er sportslig ansvarlig i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold, glæder sig til at få Kasper Larsen tilbage på holdet:
”Kasper Larsen kommer til at danne en stærk målmandsduo med Mikkel Løvkvist. Vi kender jo Kasper Larsen fra tidligere, og han har været med til at vinde DM-titlen i 2016. Så da muligheden bød sig, kunne det være et spændende team med ham og Løvkvist,” siger Michael V. Knudsen.
Om matchet mellem de to keepere siger han følgende:
”Mikkel Løvkvist er jo fremtidens keeper, så sammen bliver de et godt makkerpar med Kasper Larsens rutine og erfaring sammen med den unge, fremadstormende Løvkvist.”
Udover at Kasper Larsen er en dygtig målmand, vil han også bidrage positivt til dagligdagen og kulturen i klubben, siger den sportslige ansvarlige:
”Vi ved, hvad Kasper står får. Vi kender ham, og han kender os. Fra dag et vil han falde ind og finde sin plads på holdet. Han har ikke brug for en tilvænningsperiode, og han kan hjælpe Løvkvist som sparringspartner. Han er grundig, velforberedt, ihærdig og stræber altid efter at komme med den bedste indsats.”
”Han har kvaliteterne og det sportslige topniveau til at brænde igennem med afgørende redninger i topkampene – som da han var afgørende, da vi vandt vores DM-guld. Så vi føler os godt rustet på målmandspositionen til den kommende sæson med et spændende team,” siger Michael V. Knudsen.