JYSKE BANK INDGÅR FLERÅRIGT HOVEDSPONSORAT MED BJERRINGBRO-SILKEBORG HÅNDBOLD

Siden 2005 har Jyske Bank og Bjerringbro-Silkeborg Håndbold haft et meget tæt samarbejde, og sammen markerer vi klubbens 20-års jubilæum ved at indgå en ny hovedsponsoraftale, der strækker sig frem til sommeren 2028. Aftalen betyder, at Jyske Banks navn igen vil pryde trøjerne på Bjerringbro-Silkeborgs ligahold sammen med JYSK og Grundfos.

Hovedsponsoratet træder i kraft fra 15. februar 2025 i forbindelse med Final4 og løber over knap tre et halvt år frem til sommeren 2028. Aftalen medfører en forøget slagkraft for Bjerringbro-Silkeborg Håndbold og understreger klubbens ambition om at være med i den absolutte top i dansk herrehåndbold og dermed også begå sig på den europæiske scene.

Lars Mørch, ordførende direktør i Jyske Bank, siger:

”Vi er meget glade for igen at indtræde som hovedsponsor for Bjerringbro-Silkeborg Håndbold sammen med Grundfos og JYSK. Partnerskabet afspejler et stærkt fælles engagement og understøtter samtidig klubbens ambition om at spille med om medaljer og mesterskaber.”

“Som byens største private virksomhed med over 1.500 medarbejdere alene i Silkeborg har det stor betydning, at det ikke blot er godt at arbejde i byen, men at Silkeborg også byder på det gode liv med spændende tilbud inden for sport og kultur. Derfor er vi også stolte over, at vi over en bred kam er med til at gøre Silkeborg til en attraktiv by,” slutter Lars Mørch.

Sponsoraftalen styrker Bjerringbro-Silkeborg Håndbolds muligheder for at udvikle både talentarbejdet og elitehåndbolden, men det balanceres samtidig med en ansvarlig økonomisk strategi. Klubben fortsætter med at arbejde målrettet på at skabe en sund drift, hvor investeringer i spillere og organisation sker med et langsigtet perspektiv.

 ”Vi er enormt stolte over at kunne præsentere Jyske Bank som en del af vores hovedsponsorgruppe. Det er en anerkendelse af den udvikling, vi har gennemgået, og et bevis på den stærke opbakning, vi har fra erhvervslivet. Med Jyske Bank, Grundfos og JYSK som fælles hovedsponsorer står vi med et stærkt fundament, der sikrer en bæredygtig fremtid for klubben,” siger Jesper Schou, direktør i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold.

Han tilføjer:

”Det er samspillet mellem vores hovedsponsorer og øvrige sponsorer, der skaber den nødvendige styrke, som gør det muligt at konkurrere på højeste niveau. Det kræver mere og mere at være med i toppen af dansk og international håndbold. Derfor er vi stadig sultne og ambitiøse efter at skabe yderligere vækst – både ved at styrke relationen til vores eksisterende sponsorer og ved at tiltrække nye stærke samarbejdspartnere.” De økonomiske detaljer i aftalen ønsker de to parter ikke at offentliggøre.


KLIK HER for at tilmelde dig Bjerringbro-Silkeborg Håndbolds nyhedsbrev og hold dig ajour med, hvad der sker i og omkring klubben.