JYSK bliver ny hovedsponsor for Bjerringbro-Silkeborg Håndbold
- Nyheder
Efter mange år som storsponsor i BSH får JYSK nu titel af hovedsponsor i klubben i samspil med Grundfos. Aftalen løber til og med juni 2025.
Siden 2015 har JYSK været sponsor i håndboldklubben Bjerringbro-Silkeborg, men en ny aftale betyder, at JYSK øger sit sponsorat markant og med øjeblikkelig virkning bliver ny hovedsponsor sammen med Grundfos.
Sponsoratet løber i første omgang til og med juni 2025 og sikrer dermed et solidt økonomisk fundament under Bjerringbro-Silkeborg.
”Vi har i mange år haft et stærkt samarbejde med JYSK. Vi er stolte af, at det samarbejde nu udvides med JYSK som hovedsponsor sammen med Grundfos. Vi ser frem til, at JYSK og Lars Larsen Group bliver endnu mere synlig i både JYSK arena, i de øvrige haller og på TV. Det er samtidig et signal om, at Bjerringbro-Silkeborg har tænkt sig, at fastholde en position i toppen af dansk håndbold og forhåbentligt også international håndbold,” siger direktør for Bjerringbro-Silkeborg Håndbold, Jesper Schou.
Hjerte og hjerne
Det bliver JYSK, der får den mest fremtrædende plads på spillertrøjerne fremover, men der bliver også plads til logoet for Lars Larsen Group, og det glæder bestyrelsesformand i Lars Larsen Group, Jacob Brunsborg.
”Sponsoratet er tegnet med både hjertet og hjernen. Jeg tror de fleste ved, at vores familie har en stærk tilknytning til Silkeborg, og derfor er jeg også glad for, at vi med sponsoratet er med til at sikre fundamentet for elitehåndbold i Silkeborg i fremtiden. Samtidig er jeg ikke i tvivl om, at en endnu tættere tilknytning mellem JYSK og et af Danmarks stærkeste sportsbrands vil gavne JYSK og Lars Larsen Group kommercielt,” udtaler Jacob Brunsborg.
Udover at være at være ny hovedsponsor for Bjerringbro-Silkeborg er JYSK ligeledes hovedsponsor for Silkeborg-Voel i kvindernes bedste håndboldrække og superligaherrerne fra Silkeborg IF.