Jesper Nøddesbo hopper af håndboldtoget

Toget triller stille ind på perronen. Bremserne hviner lidt, inden det med ét holder helt stille.

Der er ikke mange, der skal af her, men nogle få står ud. En gruppe af unge kvinder og mænd står på perronen og snakker højlydt, mens de venter utålmodigt på at komme om bord på toget.

Pludselig vælter jeg ud af toget med en helt proppet håndboldtaske, der ikke kan lukkes, og flere af tingene er ved at falde ud.

Jeg kigger mig febrilsk omkring for lige at tjekke, at jeg ikke har tabt noget.

Egentligt har jeg vidst længe, at jeg skulle af her.

Jeg har forsøgt at forberede mig, har øvet mig i at sige det højt – at det her bliver min endestation. Det burde ikke komme som nogen overraskelse. Alligevel har det været lidt svært at samle tingene sammen.

Men nu står jeg altså her på perronen.

Jeg har det underligt.

Jeg har svært ved at få luften helt ned i lungerne, jeg kan mærke en knude i maven, og jeg føler, at tårerne presser sig på, når jeg kigger mig over skulderen og ser på toget.

Jeg slås lidt med min indre stemme, som fortæller mig, at nu skal jeg tage mig sammen, mande mig op, stoppe med at pive.

Jeg har kørt med toget i mange år. Jeg har siddet i de fleste af vognene – fra monkey til first class.

Der har været rigtig gode mennesker i alle vognene, som jeg har delt mørke nedture og fuldstændigt fantastiske opture med.

Egentligt føler jeg mig ekstremt privilegeret, når jeg står på perronen og kigger i den retning, hvorfra toget kom. Jeg kan godt nok ikke se så langt, men på infotavlen over mig kan jeg se, at der har været mange vanvittige destinationer undervejs.

Som jeg står der, tør jeg faktisk godt smile lidt ved tanken om, hvor mange uforglemmelige oplevelser, der har været på rejsen.

En tåre triller ned ad min kind.

Jeg ved ikke, om det er en tåre drevet af tristhed, glæde eller noget helt tredje.

Kan det måske være lidt af det hele?

I vinduet står der mennesker og vinker til mig. De skal ikke af her – forhåbentligt skal de køre langt med toget endnu.

Jeg løfter hånden og vinker.

Så råber jeg højt:

”Tak for alt!” da toget triller af sted.

Jeg ved ikke, om de når at høre mig, inden de vender tilbage til togets vante rytme.

Det er præcist, som det skal være…

Toget stopper aldrig, og jeg er dybt taknemmelig for min fantastiske tur.

Der bliver stille omkring mig.

Et øjeblik når jeg at føle mig alene, og så kommer den velkendte tvivl på besøg.

Hvem er jeg så nu? Hvad kan jeg overhovedet? Hvor hører jeg nu til?

Det er ubehageligt, og jeg får lyst til at løbe om bord på det næste tog, der triller ind på perronen, hvad end destinationen er….  – Bare væk fra min egen sårbarhed. Flygte fra tvivlen og ubehaget. Hurtigt videre – så jeg ikke kan mærke angsten.

Men lige her og lige nu mærker jeg pludselig mine pigers hænder i mine.

Vi står sammen og ser toget forsvinde ude i horisonten.

Sårbarheden er der stadig, men jeg tør godt stå stille lige her.

Lige nu.

Som vi står her, triller der nogle spændende, nye toge ind på perronen. Afgangstidspunkterne kan jeg ikke helt se, herfra hvor vi står.

Vi må tættere på.

Det bliver godt…

Vi ses derude!

// Jesper Nøddesbo

Foto: Martin Gorritzen, MinByNews.dk og Ole Mørk, Midtjysk-Foto