FRA GANGENE PÅ SILKEBORG EFTERSKOLE TIL HALGULVET I JYSK ARENA

For få år siden gik Hjalte Sinding rundt på gangene på Silkeborg Efterskole med drømmen om at udvikle sig som håndboldspiller. I dag er hans navn på holdkortet for ligatruppen i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold.

Vejen til ligahåndbolden har været præget af stærke fællesskaber, målrettet træning og et tæt samarbejde mellem Silkeborg Efterskole og BSH.

”Jeg valgte Silkeborg Efterskole, fordi jeg altid har haft gode kampe mod diverse Silkeborg-hold i mine ungdomsår. Derfor tænkte jeg, at der måtte være et godt håndboldmiljø at fortsætte i. Og det må man sige, der var. Selvom der både var BSH og Voel, havde vi ofte fællestræninger, hvilket hang godt sammen med, at man gik på efterskole sammen ved siden af,” fortæller Hjalte Sinding.

ET STÆRKT FÆLLESSKAB PÅ OG UDEN FOR BANEN

Selvom håndbolden fyldte meget i hverdagen, var det ikke kun de sportslige oplevelser, der satte sit præg på Hjalte Sinding:

”Det har givet utroligt meget både at være håndboldspiller og efterskoleelev, da håndbolden ikke kun handlede om at præstere, men også om fællesskabet omkring det. Man gik op og ned ad hinanden hele tiden, hvilket gav et meget bedre sammenhold på banen,” siger den talentfulde venstreback.

Netop det tætte sammenhold mellem eleverne er noget af det, der står stærkest tilbage, når Hjalte Sinding ser tilbage på sin efterskoletid:

”Det fedeste ved efterskolen var helt klart fællesskabet og de venner, man fik på vejen. Mange af os fra 06-årgangen har været så heldige, at vi var en stor flok, der tog opholdet med videre til college. Samtidig var det fedt at være omgivet af så mange med samme mål og lyst til både at dyrke sporten og fællesskabet.”

VEJEN TIL LIGAEN VIA BSH UNGDOM

For Hjalte Sinding blev opholdet på Silkeborg Efterskole begyndelsen på en rejse, der siden fortsatte i Voel som 1. års U17 og dernæst i BSH Ungdom som 2. års U17. Her udviklede han sig yderligere og tog skridt for skridt vejen mod ligaholdet i BSH.

I dag er han 20 år og udgør et eksempel på, hvordan unge spillere kan udvikle sig gennem de stærke håndboldmiljøer i Silkeborg og omsætte talent og hårdt arbejde til håndbold på øverste hylde.

Derfor er han heller ikke i tvivl om, hvad han vil sige til unge håndboldspillere, der overvejer et ophold på Silkeborg Efterskole:

”Jeg kan kun anbefale at tage på Silkeborg Efterskole. Det har dannet et stort grundlag for, hvem jeg er i dag – både på og uden for håndboldbanen. Det har især også skabt de fællesskaber, som jeg trives i.”


Hjalte Sinding er ikke alene om at have taget turen via Silkeborg Efterskole til BSH Ungdom og Bjerringbro-Silkeborg Håndbold. En lang liste af spillerne på BSH U17 og BSH U19 har driblet på efterskolens halgulv, og flere har fundet vej til ungdomslandsholdene. Glæd dig til at læse om Gustav Bundgaard, som også har fået kontrakt med BSH efter at have været på Silkeborg Efterskole og været en del af BSH Ungdom.