Søg
Close this search box.

Henrik Tilsted: Jeg spiller altid for at vinde

Efter et år uden tilskuere i Sverige ser Henrik Tilsted frem til at trække i BSH-trøjen og forhåbentligt få nogle oplevelser i særklasse i JYSK arena.

“Jeg valgte BSH, fordi det – i al den tid jeg har spillet håndbold – har været en klub blandt de absolut bedste i Danmark og en klub, hvis ambitioner matcher mine egne. Så jeg ser rigtig meget frem til at tørne ud for BSH.”

Sådan lyder det fra fløjspilleren, som har sat sin signatur på en tre-årig kontrakt med den midtjyske topklub.

Han fortsætter:

“Jeg synes, at mine første dage har været rigtig gode og meget spændende. Man er altid lidt nervøs over at komme i gang, men når man først er i gang, så er det kanon sjovt endelig at møde alle på holdet og få en bold mellem hænderne igen.”

Et år uden tilskuere

Henrik Tilsted ser sammen med resten af holdet og klubben frem til igen at åbne dørene til JYSK arena i Silkeborg:

“Jeg ser meget frem til at skulle spille foran fansene i JYSK arena og forhåbentligt få nogle store oplevelser med dem. Efter et år uden tilskuere i Sverige, glæder jeg mig utroligt meget til at mærke den fantastiske stemning rundt omkring i hallerne og ikke mindst i JYSK arena.”

Som svar på et fan-spørgsmål stillet på Facebook fremhæver fløjspilleren selv følgende, når der spørges ind til hans spidskompetencer:

“Det er altid svært at sætte ord på egne kompetencer, men jeg synes, jeg er god i kontrafasen, og at jeg er en stabil spiller i begge ender af banen.”

Titel- og trofæjagten sættes ind

En fan spørger ind til, hvordan Henrik Tilsted ser på holdets chancer mod de andre tophold i ligaen.

“Jeg spiller altid for at vinde – uanset hvem vi møder – så jeg håber og tror på, at vi kan bide skeer med de allerbedste i Danmark og forhåbentligt vinde nogle titler.”

“Efter en rigtig god oplevelse i Sverige ser jeg meget frem til igen at skulle spille i den danske liga. Silkeborg virker som en fantastisk by, hvor både jeg selv og min kæreste nok skal trives rigtig godt. Så jeg er meget glad og spændt på, hvad fremtiden bringer i Silkeborg,” siger han.

KLIK HER og læs mere om fløjspilleren.