Søg
Close this search box.

FÅ FAST PLADS I JYSK ARENA MED ET SÆSONKORT

Bjerringbro-Silkeborg Håndbold går en spændende sæson i møde, og nu kan du sikre dig et fast sæde til tophåndbold i JYSK arena.

”Vi går en vanvittigt spændende sæson i møde. Vi får tilgang af Rasmus Lauge, Mads Lenbroch og Victor Ilsøe, og derudover kommer William Bogojevic tilbage. Vi skulle gerne kunne udfordre de allerøverste placeringer,” siger Michael V. Knudsen, som er Sportslig Ansvarlig i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold.

”Det, at vi får nogle nye spændende spillere ind i truppen, gør, at vi kan se frem til en endnu mere spændende sæson end den, vi netop har overstået,” siger han.

”Jeg glæder mig til at se år tre med trænerteamet. Jeg synes gradvist, at det er blevet bedre og bedre. Vi har fået integreret vores hurtige spil i endnu højere grad og har fået et stærkt forsvar. Det, at trænerne har haft spillerne over en længere periode, betyder, at det gerne skulle toppe nu.”

”Rasmus Lauge er en af verdens allerbedste håndboldspillere, og det gør, at vi gerne skulle se noget meget flot og inspirerende håndbold i JYSK arena. Samtidig er vores nuværende spillere blevet ældre og mere modne, så de også i højere grad kan udfordre modstanderne og forhåbentligt vise spil på et endnu højere niveau.”

Nye tiltag for tilskuerne       

”Vi arbejder på at løfte stemningen til vores hjemmekampe i JYSK arena, så vi får en endnu sværere hjemmebane for modstanderne. Det nye område kaldes ”Sektion 8” og betyder blandt andet, at Sektion D inddrages til ståtribune,” fortæller Kristoffer Nygaard, der er Event Manager i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold.

”Håbet er, at vi dermed kan få alle i JYSK arena med, hvor det indtil nu primært har været BSH Support i C-Venstre, der har bidraget med slagsange,” siger han og tilføjer:

”Fremover vil vi også begynde at tematisere kampene, så vi forhåbentligt kan få hævet vores tilskuergennemsnit fra 2.000 til på sigt at ramme 2.400 til hver hjemmekamp. Ambitionen er, at vi skal kunne melde udsolgt til alle hjemmekampe.”

Læs mere om fordelene ved et sæsonkort og køb eller forny dit sæsonkort på https://shop.bjerringbro-silkeborg.dk/saesonkort