EMIL JESSEN SKIFTER TIL BJERRINGBRO-SILKEBORG

Et kendt ansigt vender tilbage til sin gamle ungdomsklub, når Emil Jessen i sæsonen 22/23 trækker i Bjerringbro-Silkeborgs sorte trøje.

Bjerringbro-Silkeborg har indgået en aftale med KIF Kolding om at leje Emil Jessen, der oprindeligt kommer fra Voel, i sæsonen 22/23.

”Vi har været på udkig efter en fuldgod erstatning, der kan supplere truppen efter Jeppe Gades skifte. Vi har søgt efter en spiller, som fra dag 1 kan være med til at bidrage, og som har potentialet til at løfte vores sportslige niveau. Dette har vi fundet i Emil Jessen,” fortæller Michael V. Knudsen, der er Sportslig Ansvarlig i Bjerringbro-Silkeborg.

”Med tilgangen af Emil Jessen får vi en spiller, som vi kender rigtig godt. Han er et produkt af BSH Ungdom, så vi ved helt præcist, hvilke styrker og kvaliteter han besidder. Ved at komme tilbage i vante omgivelser og til sin tidligere hjemmebane, håber vi, at det kan være med til at få hans store talent til at blomstre,” siger Michael V. Knudsen og fortsætter:

”Emil Jessen er stadigvæk en ung spiller på 22 år, men han har allerede bevist sit store talent, og han har spillet flere år i den danske håndboldliga. Vi ser frem til at arbejde med ham i dagligdagen, og han får samtidig en vigtig rolle i at supplere vores i forvejen stærke trup. Emil har et fremragende skud, som han også beviste i en tidligere kamp mod BSH i JYSK arena, hvor han nettede hele 10 gange. Næste år bliver det heldigvis i den sorte trøje, så vi sammen kan juble over hans scoringer.”

Et nemt valg

”Det er jo en topklub i dansk håndbold, og de har altid haft et godt setup og et godt ry, så da jeg fik den mulighed, var det egentlig et nemt valg for mig,” siger Emil Jessen om udsigten til at trække i BSH-trøjen næste sæson.

”Jeg kender klubben og de mennesker, der er omkring den. Så det var en nem beslutning, fordi jeg ved, hvor godt miljøet i klubben er,” siger han.

Når snakken falder på hans tid i BSH Ungdom – som dengang hed BSV Ungdom – har han kun positive ting at sige:

”Jeg startede jo i Voel, og så var jeg med, dengang BSV-projektet startede. Vi var en samling af en masse gode gutter, så det var en tid, hvor jeg rykkede mig meget, og det gjorde mig også klar til, at jeg kunne spille ligahåndbold. Så det husker jeg som en god tid.”

Adspurgt til, hvad bagspilleren gerne vil opnå den kommende sæson, svarer han følgende:

”Jeg vil gerne udvikle mig en masse og forhåbentlig få en relativ stor rolle. Jeg føler, jeg kan bidrage en masse til BSH-holdet. Først og fremmest vil jeg gøre det så godt som muligt, og udfylde den rolle, som jeg nu får, og udvikle mig så meget som muligt.”

EMIL JESSEN

Født: 21.01.2000 (22 år)
Position: venstre back
Højde: 196 cm
Vægt: 92 kg
Tidligere klubber: Århus Håndbold, KIF Kolding