BYD ISABELLA VELKOMMEN PÅ HOLDET

De kommende 10 uger skal 26-årige Isabella hjælpe til uden for banen med blandt andet at skabe FANtastisk stemning i Sektion 8. Tag godt imod hende, når du ser hende i JYSK arena.

LIDT OM ISABELLA:

”Jeg er 26 år og har en uddannelse som Grafisk Designteknolog, men studerer lige nu Innovation og Entrepreneurship på VIA i Aarhus.”

”Jeg har de sidste fire år været ansat hos Red Bull og arbejder ved siden af studiet som teamleder for afdelingen i Aarhus.”

”Jeg kommer oprindeligt fra København, men har gennem mine uddannelsesår boet i Aalborg. De sidste to år har jeg boet i Funder lidt uden for Silkeborg.”

Hvad er dit forhold til håndbold?

”Jeg har en mor, som i hendes unge år var målmand, og gennem hende har jeg haft en stor lyst til at starte til håndbold. Denne idé har jeg måttet opgive, da jeg desværre er hypermobil i alle mine led og derfor altid er blevet frarådet denne sport. Jeg har dog en kæreste, som gennem hele hans liv har spillet håndbold, og gennem ham har jeg været med til alverdens kampe – store som små – og været med på sidelinjen for at heppe, huje og skråle.”

Hvad vil du gerne bidrage med i klubben?

”Gennem de næste 10 uger som praktikant kommer jeg til at arbejde som projektleder på Sektion 8, hvor jeg forhåbentligt kommer til at kunne sikre en fyldt sektion kamp efter kamp med verdensklasse stemning og opbakning til spillerne. Derudover kommer jeg til at arbejde med fremtidige initiativer, som vores fans kan glæde sig til at høre mere om.”

Hvad håber du at opleve fagligt og sportsligt?

”Fagligt håber jeg på at kunne forbedre og udvikle mine evner som projektleder, og jeg håber på, at jeg gennem de kommende uger når at se en forskel i Sektion 8. Sportsligt håber jeg på at få en bedre forståelse for håndboldens verden og det foreningsliv, som jeg gennem hele mit liv har hørt så godt om. Og så vil jeg da bestemt håbe på at få lov til at opleve spillerne i aktion til en del kampe endnu – Så skal jeg nok være den, der råber højest ude fra sidelinjen!”

Er der noget, du især glæder dig til?

”Jeg glæder mig allermest til at lære hele holdet bag BSH at kende. Både hvad angår medarbejdere, frivillige og ikke mindst spillerne selv. Og selvfølgelig håber jeg på at kunne sætte mit præg på stemningen til de fremtidige kampe.”

JAGTEN PÅ DEN EKSTRA PROCENT

Kristoffer Nygaard er event manager i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold.

Han fortæller, hvordan Isabellas projekt med videreudviklingen af fanafsnittet Sektion 8 går fint i tråd med klubbens og spillernes ambition om konstant at løfte niveauet:

”Vi vil som klub – uanset om det er spillerne eller administrationen – altid gøre det bedre. Ved at have Isabella i de kommende 10 uger kan vi målrettet arbejde med at forbedre stemningen til vores hjemmekampe i JYSK arena.”

Han tilføjer:

”Derudover får vi også mulighed for at kigge på helhedsoplevelsen med et par friske øjne.”

”Vi har mange gode idéer til, hvad vi kan gøre bedre og anderledes omkring hjemmekampene, og nu har vi mulighed for at få sorteret i dem og blive mere konkrete,” siger han.

”Vi glæder os utroligt meget til det arbejde, der ligger foran os, og forhåbentligt ender vi ud med en plan for, hvordan vi kommer i mål med projekterne,” slutter event manageren.

I Bjerringbro-Silkeborg Håndbold glæder vi os til at spille Isabella god – og omvendt. Byd hende varmt velkommen, når du ser hende i JYSK arena.