Søg
Close this search box.

BJERRINGBRO-SILKEBORG VIL SKABE DANMARKS BEDSTE UNGDOMSMILJØ

Projektet BSH Ungdom er kommet godt i gang. Her gør Sportslig Ansvarlig i Bjerringbro-Silkeborg, Michael V. Knudsen, status og kigger fremad.

”Vores vision er, at vi skal skabe et af Danmarks bedste ungdomsmiljøer. Det er store ambitioner og ikke noget, som bliver skabt fra den ene dag til den anden. Vi har ekstremt mange talenter i det midtjyske område, og vores mål er at være kendt i håndbold-Danmark som et elitemiljø på allerhøjeste hylde. Et sted, hvor den enkelte håndboldspiller kan udvikle sig, og hvor håndbold, skole og fritid går hånd i hånd.”

Sådan lyder det fra Michael V. Knudsen, der er Sportslig Ansvarlig for Bjerringbro-Silkeborg.

”Vi er kommet godt i gang med projektet. Der er god opbakning fra alle de lokale klubber i området, og strukturen er grundlæggende på plads. Så det gælder om at lægge flere lag på noget, som allerede fungerer. At få den nyeste viden om udvikling af ungdomsspillere integreret ind i dagligdagen, så vi hele tiden skubber til miljøet og optimerer. Vi er kommet i gang, og Bjerringbro-Silkeborg Håndbold udgør i dag udover et ligahold også fire ungdomshold på allerhøjeste niveau.”

Dagligdagen med eliteSilkeborg, skole og håndbold fungerer godt, og der er en rød tråd fra U17 til ligaholdet, hvor der dagligt er unge spillere med til ligatræningen.

”Vi har i år to hold med i den bedste U19-række i Jylland, og vores U17-hold spiller med i toppen af deres rækker, selvom de har været hårdt ramt af skader. I alt taler vi om tæt på 50 stærke og talentfulde ungdomsspillere, som spiller håndbold i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold. Af disse spillere har vi flere, som har været udtaget til landshold og talenthold,” fortæller Michael V. Knudsen.

Et trygt træningsmiljø

BSH Ungdom er et tilbud for spillere, der ønsker at være i et elitemiljø. Et sted, hvor de får de optimale betingelser for at have 100 procent fokus på håndbolden, og hvor de kan se, hvor langt talentet rækker.

”Du kommer til en klub, som ønsker at have dygtige trænere, der står klar til at guide og rådgive de unge mennesker i et stærkt træningsmiljø. Vi har etablerede og stærke ligaprofiler, som vores unge spillere kan lære og læne sig op af. De unge mennesker skal i et trygt træningsmiljø rådgives og modtage sparring op gennem ungdomsårene, hvor de løbende skal præsenteres for nye indtryk, som de kan tage med i rygsækken. Der skal være plads til at tage individuelle hensyn, og målsætninger skal tilpasses den enkelte,” siger Michael V. Knudsen og tilføjer:

”Samtidig er det vores opgave at gøre deres ungdomsår til noget ganske specielt, så det er noget, de vil kigge tilbage på med allerstørste glæde og med nogle fantastiske oplevelser. Et sted, hvor der er også er plads til sjov og ballade, og hvor skole og det hele menneske prioriteres.”

Succeskriteriet er ifølge den sportslige ansvarlige, at de unge mennesker får nogle fantastiske oplevelser, og at de hver især bliver en bedre udgave af sig selv:

”At vi har været med til at få det største potentiale håndboldmæssigt ud af hver enkelt spiller, samt at de har udviklet sig personligt og menneskeligt i et givende og udviklende miljø. Sportsligt set skal vi gerne se ligaspillere i BSH – og også gerne kommende landsholdsspillere.”

Der er dog også altid plads til forbedringer:

”Vi kan gøre alting bedre. Det er ligesom at være spiller. Konstant jagter vi udenfor banen den næste forbedring, og vi arbejder og træner hårdt for at kunne gøre det 1 procent bedre. Vi vil være de bedste – vi vil aldrig være tilfredse, men gøre alt, vi kan, for at skabe de bedste forudsætninger for at kunne præstere lidt bedre rundt om hele konceptet. Til glæde og gavn for vores ungdomsspillere, så de har de bedste forudsætninger for at lykkes i fremtiden. Nøjagtigt på samme måde som der arbejdes med ligaholdet.”

Ny mand på posten som talentchef

Fra næste sæson står Anders Friis ved roret som talentchef i Bjerringbro-Silkeborg.

”Anders Friis har en enorm viden om talentudvikling og har arbejdet med unge håndboldspillere de sidste mange år. Udover at han på træningsgulvet er meget dygtig og taktisk skarp, så er han meget bevidst om, at dialog og kommunikation er et meget vigtigt redskab. Anders Friis er meget respekteret og afholdt i håndboldmiljøet, så det er en person, vi er meget glade for, er på kommet med på vores hold de kommende år,” siger Michael V. Knudsen.

Adspurgt til, hvor han ser projektet om nogle år, lyder svaret således:

”Jeg ser projektet som et af Danmarks bedste. Allerede nu har vi stor efterspørgsel fra hele Danmark. Der er få miljøer i Danmark, som er topattraktive – her skal BSH være ét af de foretrukne år efter år og kendt som et sted, som de allerbedste ungdomsspillere ønsker at være en del af. BSH skal tage ansvar for at udvikle områdets lovende talenter, så vi også fremadrettet kan nyde vores lokale spillere på BSH-ligaholdet.”

BSH U17
BSH U19