BJERRINGBRO-SILKEBORG STIFTER NY PRIS, ÅRETS TALENT
- Nyheder
Årets Talent 2021/22 blev Matthias Birkkjær. Matthias gik på tragisk vis bort den 22. april og blev inden kampen mod GOG mindet med et minuts stilhed, ligesom ligaholdet spillede med sørgebind.
Prisen blev modtaget af Matthias’ mor, Trine, fulgt af klapsalver fra de 2.124 tilskuere.
Om motiveringen for modtagelsen af prisen som Årets Talent lød det:
- Matthias var i besiddelse af en fantastisk skudarm, hvor særligt hans hopskud havde et højt niveau, mens han efterhånden også formåede at udvikle skudvarianter fra gulvet. Den skarpe Radjenovic-finte var også et kendetegn for Matthias, der aldrig trak sig i duellerne eller skånede sig selv i holdets tjeneste.
- Matthias gik altid ydmygt til værks i bestræbelserne på at blive en dygtigere håndboldspiller, og på trods af mange flotte udtagelser til ungdomslandsholdet bevarede han altid begge ben på jorden.
- Matthias var en fantastisk vellidt holdkammerat, som altid var garant for godt humør og god stemning – både på og uden for banen.
Med kåringen fulgte en pokal, som sammen med blomster blev overrakt af Sportslig Ansvarlig, Michael V. Knudsen, til Matthias’ mor, Trine.
Matthias blev mindet og æret – både med klapsalver og stilhed.
Matthias vil for altid blive husket og savnet.
Æret være hans minde.