Bjerringbro-Silkeborg indgår talentsamarbejdsaftale med Silkeborg Efterskole
- Nyheder
Den røde tråd fra håndboldspillerne på Silkeborg Efterskole over Bjerringbro-Silkeborgs U17 og U19 til ligaholdet styrkes nu yderligere.
Om få dage starter sæsonen for Bjerringbro-Silkeborgs nyeste ungdomssatsning.
Det nye U17-projekt er kommet godt fra land og har allerede vist, at de vil blande sig med de bedste hold i Danmark.
I den for nyligt stærkt besatte opstartsturnering ”HEI Elite Cup”, hvor de bedste danske U17-hold deltager, gik Bjerringbro-Silkeborgs U17-drenge hele vejen og vandt guldet.
Bjerringbro-Silkeborgs klare mål er at skabe rammerne for U17- og U19-spillerne, så de kommer til et af Danmarks absolut bedste trænings- og udviklingsmiljøer. Hvor de bedste spillere kan blive udfordret sportsligt og har muligheden for at få opfyldt drømmen om at satse på håndbolden samtidig med, at skolen og det hele menneske kan prioriteres samt indpasses i en travl hverdag.
Det er en klar målsætning i Bjerringbro-Silkeborg, at de gerne vil have spillere af egen avl på ligaholdet. Den proces er i gang, og allerede nu er der flere spillere på ligaholdet, som kommer fra Silkeborgs eget talentsystem.
Klar til næste trin i talentudviklingen
Nu er tiden kommet til at tage endnu et skridt i forhold til talentudviklingen og jagten på nye Bjerringbro-Silkeborg-spillere.
Fra og med sæsonen 22/23 indgår Bjerringbro-Silkeborg og Silkeborg Efterskole et tæt samarbejde omkring træning og udvikling af skolens dygtigste elever. Silkeborg Efterskole har en lang tradition med at udvikle fodboldspillere i samarbejde med SIF og Voel på pigesiden i håndbold.
Forstander på Silkeborg Efterskole Arne Lund udtaler:
”Vi er en efterskole, der kan og vil rumme både elite og bredde. Vi støtter gerne op og giver plads til dem, der har et talent og gerne vil dyrke det, men for os vil det vigtigste altid være at lykkes som menneske. Vi kan udover at give vores elever et unikt idrætstilbud også give eleverne en forståelse for, hvad det vil sige at være en del af et forpligtende fællesskab – dyder, som de i den grad kan bruge, om de så spiller på landsholdet eller på serie 3”.
Sportslig Ansvarlig i Bjerringbro-Silkeborg Michael V. Knudsen udtaler:
”Vi får med Silkeborg Efterskole endnu en god mulighed for at sætte vores præg på udviklingen af den næste ligaspiller til Bjerringbro-Silkeborg. Vi kan tilbyde nogle af vores største talenter i vores nærområde at tage på Silkeborg Efterskole, sådan at vi kan være med til at sikre en kontinuerlig og god udvikling for det unge menneske.”
”Vores akademimodel og samarbejde med EliteSilkeborg gør, at Silkeborg Efterskole sammen med de videregående uddannelser træner de samme morgenpas i skoletiden. Det gør også, at vi kan udvikle og træne op og ned på kryds og tværs af årgangene – det er en unik mulighed, som gør, at vi kan udfordre alle med det optimale træningssetup,” fortæller han.
Den daglige træning på Silkeborg Efterskole står Jesper Johnsen for. Han er ligeledes træner for Bjerringbro-Silkeborgs nye U17-hold.
”Jeg glæder mig helt vildt over samarbejdet, og at vi på Silkeborg Efterskole kan være med til at styrke setuppet yderligere. Vi får næste skoleår rigtig mange dygtige drengehåndboldspillere, og det glæder mig, at vi kan tilbyde dem noget unikt, når de kommer til vores skole. Jeg forventer, at vi inden for de næste fire år vil se en række ligaspillere i Bjerringbro-Silkeborg, der kommer fra et ophold på Silkeborg Efterskole,” siger Jesper Johnsen.