Søg
Close this search box.

Bjerringbro-Silkeborg Håndbold skal have ny hovedsponsor

En af Bjerringbro-Silkeborgs hovedsponsorer, Jyske Bank, stopper med udgangen af sæsonen 20/21.

Efter 16 års samarbejde omkring håndbolden har Jyske Bank valgt at stoppe som hovedsponsor i Bjerringbro-Silkeborg.

“Det er et mangeårigt og godt samarbejde, og vi er ærgerlige over de stopper. Jyske Bank har været en markant partner, og der skal lyde en stor tak for deres engagement og bidrag,” siger Bjerringbro-Silkeborgs direktør Jesper Schou.

“Vores produkt på og uden for banen er i god udvikling, og vi tror på, at der kan findes nye partnere, ligesom samarbejdet med nuværende partnere er i god udvikling. Vores ambitioner har fra starten været, at vi skal være en del af tophåndbolden i Danmark og spille europæisk hvert år, og det er det stadigvæk,” siger han.

Klubben er i fuld gang med at finde erstatninger for Jyske Banks sponsorat, og så snart der er nyt, så vil det bliver meldt ud.