BJERRINGBRO-SILKEBORG HÅNDBOLD HENTER ANDERS ZACHARIASSEN
- Nyheder
Til sommer skifter Anders Zachariassen GOG’s gule trøje ud med Bjerringbro-Silkeborg Håndbolds sorte trøje.
De kommende tre sæsoner skriver Bjerringbro-Silkeborg Håndbold Anders Zachariassen på holdkortet, når klubben skal i kamp både nationalt og internationalt.
”Klubben tiltaler mig, fordi det er en professionel klub på alle parametre, som er klar i meldingen om, at de vil spille med i toppen,” siger Anders Zachariassen om valget af sin kommende klub.
”Jeg kender rigtig mange af mine kommende medspillere. Jeg har blandt andet spillet med Rasmus Lauge i Flensburg, og så har jeg også spillet med mange på landsholdet. De sidste tre og en halv sæson har jeg jo spillet med Morten Olsen i GOG, og det glæder jeg mig bestemt også til at skulle igen,” siger den 32-årige stregspiller.
”Jeg kommer til BSH for at vinde og vil vinde for enhver pris. Det har jeg også en opfattelse af, at BSH vil. Vi får et konkurrencedygtigt hold – både nationalt, men også internationalt – så jeg tror på, at vi kan nå langt sammen,” siger han.
Der er flere ting, han glæder sig til:
”Jeg glæder mig til at træde ind i JYSK arena og opleve den stemning, der er. Det er altid en speciel oplevelse.”
Fight og forventninger
Michael V. Knudsen, der er sportslig ansvarlig i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold, ser frem til at se Anders Zachariassen i den sorte BSH-trøje:
”Vi får en topklassestregspiller med stor erfaring fra allerøverste niveau. Han er en stor fighter og samtidig en holdspiller, som har vist evnerne på både klubholdet og med det danske landshold ved flere slutrunder.”
”Jeg forventer, at Anders Zachariassen med det samme kommer ind med stor udstråling og energi, og at han kan være med til at løfte holdet spillemæssigt både i forsvaret og i angrebet. I forsvaret er han aggressiv og kontant og god til at læse spillet. I angrebet er han en bevægelig stregspiller, som skaber evig uro og skaber plads til sig og medspillerne, ligesom han er god til at rykke og altid give modstanderne hård kamp,” siger den sportslige ansvarlige, der selv er tidligere stregspiller.
En føringsspiller
”Anders Zachariassen er i sin bedste alder og har mange år foran sig på håndboldbanen. Han har erfaring fra ligaerne i Tyskland, Danmark samt landsholdet, hvilket helt sikkert kommer os til gode. Det er vigtigt, vi har nogle personligheder, som ved, hvornår der skal præsteres og samtidig også går forrest til træning og kamp – det ved Anders,” siger Michael V. Knudsen.
Han tilføjer:
”Det samme gælder uden for banen, hvor vi skal have nogle, som er føringsspillere. Her kommer Anders Zachariassen med en personlighed, som udstråler, at han vil vinde. Det falder super godt sammen med resten af truppen, hvor han kommer til en trup med stor sult og tro på, at vi fremadrettet skal vinde flere medaljer til BSH.”
ANDERS ZACHARIASSEN
Position: Stregspiller
Født: 04.09.1991 (32 år)
Højde: 193 cm.
Trøjenummer i BSH: 22
Dobbelt VM-guldvinder med landsholdet i 2019 og 2021
Tidligere hold: GOG, SG Flensburg-Handewitt og SønderjyskE Håndbold
Kontrakt fra sommeren 2024 til sommeren 2027