BJERRINGBRO-SILKEBORG HÅNDBOLD FORLÆNGER MED PETER BALLING
- Nyheder
Den 34-årige højreback kom til topklubben i 2022, og hans navn vil også stå på holdkortet i sæsonen 25/26.
Peter Balling har trukket den sorte BSH-trøje med nummer 26 på ryggen over hovedet mange gange efterhånden.
Den venstrehåndede bagspiller har bidraget med mange mål og mange minutter på banen, og han var ikke i tvivl om, hvorvidt han skulle sætte sin signatur på en kontraktforlængelse:
”Jeg har det godt i BSH. Jeg trives både på og uden for banen – og det var derfor også nemt og meget naturligt at forlænge min aftale med klubben,” siger han.
”Min rolle denne sæson har været større end tidligere på grund af Nikolaj Øris’ skade. Jeg skal derfor også tage mere ansvar og vise vejen for holdet,” fortæller højrebacken.

Gyldne ambitioner
”Min første ambition for den sæson, vi er i gang med nu, er at vinde pokaltitlen. Det går vi benhårdt efter til Final4 i februar. Derefter skal vi slutte godt af i grundspillet og sikre os en europæisk plads til næste sæson og et godt udgangspunkt inden slutspillet, så vi i år kan komme i DM-semifinalen – og derfra kan alt ske,” siger Peter Balling.
Han slutter med en opfordring:
”Jeg håber, at vores fans, sponsorer og folk omkring klubben er klar til at hjælpe os med god opbakning i det spændende forår, vi går i møde.”
En vigtig spiller
Bjerringbro-Silkeborg Håndbolds cheftræner Simon Sørensen ser frem til at fortsætte samarbejdet med Peter Balling:
”Peter har været en del af BSH i tre sæsoner nu, og han er derfor blevet en vigtig spiller – både på banen med hans gode skud og fine spilforståelse, men i høj grad også i dagligdagen, hvor han bidrager med sit fantastiske væsen til træning og i omklædningsrummet.”

Luft under vingerne
Har man været i JYSK arena til efterårets hjemmekampe, vil man vide, at Peter Balling har været flyvende.
”Han har her i efteråret leveret på et rigtig højt og stabilt niveau, og han har både offensivt og defensivt været rigtig vigtig for holdet,” siger Simon Sørensen og tilføjer:
”Jeg glæder mig til fortsat at arbejde sammen med Peter, og jeg tror på, at han fortsat kan holde det stabile og flotte niveau.”
Udover nummer 26 vil Salten Vognmandsforretning også stå trykt på Peter Ballings spillertrøje i den kommende sæson, da den lokale virksomhed fortsætter som højrebackens personlige sponsor.
PETER BALLING CHRISTENSEN
Født: 05.04.90 (34 år)
Højde: 189 cm
Vægt: 90 kg
Position: højre back
BSH siden: sommeren 2022
Kontrakt til: sommeren 2026
Personlig sponsor: Salten Vognmandsforretning A/S
KLIK HER for at tilmelde dig Bjerringbro-Silkeborg Håndbolds nyhedsbrev og hold dig ajour med, hvad der sker i og omkring klubben.