Søg
Close this search box.

BJERRINGBRO-SILKEBORG FORLÆNGER MED JOHAN SJÖSTRAND

Den svenske keeper bliver i buret hos Bjerringbro-Silkeborg den kommende sæson.

Den rutinerede målmand Johan Sjöstrand har skrevet under på en et-årig kontraktforlængelse med sin klub Bjerringbro-Silkeborg.

Han var en del af det svenske A-landshold fra 2008 til 2015 og var med til at vinde sølv ved OL i London i 2012. Med Bjerringbro-Silkeborg har han vundet DM-sølv og -bronze, og nu går jagten ind på mere metal.

”Jeg er virkelig glad for, at vi kunne blive enige om en forlængelse af min kontrakt. Vi trives virkelig godt i Silkeborg og i Bjerringbro-Silkeborg, som er en klub med ambitioner om at spille med i toppen af dansk håndbold. Det vil jeg gerne fortsætte med at være en del af,” siger Johan Sjöstrand.

”Jeg synes stadig, at jeg kan spille på et højt niveau og kan bidrage med rutine. Jeg håber, at jeg kan hjælpe klubben til at spille med om medaljerne,” lyder det fra keeperen.

Jagten på metal

Målet om medaljer deler Johan Sjöstrand med alle i og omkring den midtjyske topklub.

”Sammen med et stærkt forsvar, så er forudsætningerne for en stærk defensiv og jagten på metal også i den kommende sæson på plads,” siger Jesper Schou, der er direktør i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold.

Han er glad for at kunne fortsætte samarbejdet med den svenske målvogter:

”Johan er en målmand, der vinder point til sit hold og dermed er kampafgørende. Han er vant til at spille de store kampe og er meget professionel i sin tilgang,” siger direktøren.

”Johan er den ideelle makker til Mikkel Løvkvist. De supplerer hinanden godt, og det er sjældent, at vi ikke vinder målmandskampen. Jeg er glad for, at vi som minimum har Johan et år mere.”

JOHAN SJÖSTRAND
Født: 26.02.87 (35 år)
Vægt: 89 kg
Højde: 195 cm
Position: Målmand
BSH-spiller siden: 2020
Kontrakt til: 2024
Personlig sponsor: Silkeborg Slagteren

Johan Sjöstrand og resten af Bjerringbro-Silkeborg-mandskabet møder GOG hjemme i JYSK arena i aften kl. 19.00. Kampen vises på TV 2 PLAY, men du kan også stadig nå at købe billet på https://shop.bjerringbro-silkeborg.dk.

Foto: Martin Gorritzen
Foto: Martin Gorritzen