Søg
Close this search box.

ANDERS DAM ER NYT ÆRESMEDLEM I BJERRINGBRO-SILKEBORG HÅNDBOLD

I forbindelse med Anders Dams fratrædelse som topchef i Jyske Bank fulgte en udnævnelse som æresmedlem i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold.

Anders Dam var en af initiativtagerne til sammenlægningen af Bjerringbro FH og Silkeborg-Voels ligaherrer tilbage i 2005.

Visionen og opbakningen gennem årene fra Jyske Bank og Anders Dam som topchef har medvirket til, at Bjerringbro-Silkeborg Håndbold har placeret sig i toppen af dansk håndbold.

Den visionære tanke, som han i sin egenskab af topchef i Jyske Bank – sammen med Grundfos – havde tilbage i 2005, er der al mulig grund til at anerkende og sige en kæmpe tak for. Bjerringbro-Silkeborg Håndbold havde ikke været, hvor vi er i dag, uden visionen og den enorme støtte, som BSH har fået gennem snart 20 år.

Anders Dam er samtidig en stor fan – og med stor passion følger han alle vores kampe i JYSK arena.

Som en anerkendelse for den betydning og det engagement, som Anders har haft fra etableringen i 2005 af Bjerringbro-Silkeborg Håndbold, til hvor vi er i dag, så udnævnes han til æresmedlem i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold.

Som æresmedlem vil han altid have en særlig plads i klubben og dens historie.

Med æresmedlemskabet vil han i al fremtid have to faste pladser til vores kampe i JYSK arena inklusiv spisning.

Tak for den utrolige betydning for Jyske Bank, Bjerringbro-Silkeborg Håndbold og vores lokalsamfund.

Vi glæder os til hans fortsatte støtte og opbakning i JYSK arena.