Søg
Close this search box.

ÅRHUS CHARTER BLIVER PLATINPARTNER I BJERRINGBRO-SILKEBORG HÅNDBOLD

Allerede efter et halvt år som Erhvervspartner opgraderer Århus Charter til det næsthøjeste partnerniveau i Bjerringbro-Silkeborg og bliver Platinpartner på en tre-årig aftale.

”Først og fremmest ønsker vi at styrke vores lokale tilknytning og bidrage til det sportslige fællesskab i området. Desuden er vores to virksomheders værdier i overensstemmelse – vi ønsker begge at skabe oplevelser i særklasse. Noget, som vi gerne vil være med til at styrke og bidrage med gennem vores sponsorat,” siger Jesper Gorm Jensen, der er salgschef hos Århus Charter.

”Århus Charter har altid haft en stærk tilknytning til Østjylland og Midtjylland – helt tilbage fra da søstrene Ulla og Jette startede virksomheden på Store Torv i Aarhus i 1988 – og yderligere udbygget denne tilknytning, efter Primo Family opkøbte virksomheden i 2014. Med valget af Bjerringbro-Silkeborg er vi landet det helt rigtige sted,” siger Jesper Gorm Jensen.

”Vores fornemmeste opgave er hver dag at skabe gode rammer, oplevelser og minder for vores gæster – og vi håber også, at vi som sponsor, kan være med til at skabe endnu flere gode oplevelser og minder i JYSK arena. Vi ser det altså som en fantastisk mulighed for, at vores medarbejdere og andre får en unik sportsoplevelse,” siger salgschefen fra Århus Charter.

Et attraktivt sted at være partner

”Her, hvor vi er forankret i Midtjylland, er vi utroligt stolte over, at en så stor rejsepartner som Århus Charter, som har hovedsæde i Aarhus, synes, at Bjerringbro-Silkeborg er det rigtige sted at brande og markedsføre sig,” siger Rasmus Bjerregaard, der er salgschef i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold.

”I de kommende tre sæsoner bliver Århus Charter meget synlige i JYSK arena, når vi spiller hjemme. Samtidig bliver der også aktiviteter ud mod vores fans, hvor der bliver mulighed for at vinde en rejse i den kommende sæson, hvis man kommer i JYSK arena og støtter holdet,” fortæller Rasmus Bjerregaard og tilføjer:

”Det viser, at vi er et attraktivt sted at være partner, når Århus Charter ser vores vej, når det kommer til regional og national synlighed.”