SAMARBEJDET MELLEM BJERRINGBRO-SILKEBORG HÅNDBOLD OG SILKEBORG EFTERSKOLE STYRKES YDERLIGERE
- Nyheder
Som et led i den intensiverede investering i ungdomsarbejdet indgår BSH og SES nu et endnu tættere samarbejde, hvor trænerne Jesper Johnsen og Rasmus Morell kobler BSH Ungdom og Silkeborg Efterskole sammen.
På Silkeborg Efterskole har håndboldlinjen oplevet stor vækst, og særligt samarbejdet med BSH Ungdom spiller en vigtig rolle i arbejdet med at skabe de bedste rammer for unge talentfulde spillere.
”Silkeborg Efterskoles håndboldlinje har over de sidste otte år udviklet sig fra en mindre til en stor linje med mange spillere og mange på venteliste. På Silkeborg Efterskole vil vi gerne rumme både bredden og den absolutte elite. I forhold til at skabe optimale rammer for vores elitespillere er samarbejdet med BSH Ungdom på drengesiden essentielt,” siger forstander Rasmus Holm Poulsen.
Gennem samarbejdet med BSH og eliteSilkeborg får spillerne mulighed for at kombinere håndbold på højt niveau med et stærkt efterskolemiljø.
”I samarbejde med BSH og eliteSilkeborg kan vi tilbyde klubtilbud og efterskoletræninger på øverste hylde, samtidig med at vi kan give dem et efterskoleophold, hvor fællesskab, faglighed og det gode kammeratskab er i højsædet, og hvor vores vigtigste mission er, at eleverne oplever at lykkes som hele mennesker,” siger Rasmus Holm Poulsen.

TYDELIG RØD TRÅD
En vigtig del af samarbejdet er den tætte forbindelse mellem hverdagen på efterskolen og talentmiljøet i BSH Ungdom. Her er trænerne med til at skabe kontinuitet og en tydelig rød tråd i spillernes udvikling.
”Samarbejdet skærpes og lykkes endnu mere, når vi til dagligt på SES har tilknyttet Jesper Johnsen og Rasmus Morell som trænere på drengelinjen, samtidig med at de er med i BSH Ungdom både på U17- og U19-niveau.”
Ifølge Rasmus Holm Poulsen er samarbejdet med til at skabe en naturlig vej fra efterskolelivet til ungdoms- og senere ligahåndbold.
”Der bliver en rød linje fra SES over i BSH Ungdom, hvor efterskolen for nogen kan være det første skridt i rejsen mod at blive ligaspiller.”
FRA EFTERSKOLEELEV TIL LIGASPILLER
Samarbejdet har allerede været med til at udvikle flere spændende profiler, som har taget næste skridt i deres håndboldrejse.
”Vi er selvfølgelig glade og stolte, når vi ser, at der er blevet lavet kontrakter i BSH med Gustav Bundgaard og Hjalte Sinding, som har gået hos os – eller når Noah Kamp og Emil Hovgaard bliver udtaget til diverse ungdomslandshold.”
Hos Silkeborg Efterskole er ambitionerne fortsat store, og forventningen er klar: Fremtiden byder på endnu flere tidligere SES-spillere i både BSH-trøjen og på de danske ungdomslandshold.
”Vi tror på, at vi fremadrettet vil se endnu flere SES-drenge både i den sorte trøje, men også i den røde nationale trøje.”