MADS LENBROCH ER KLAR TIL UDLANDSEVENTYR

Efter tre år i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold flyver venstrefløjen fra Ørnereden i Silkeborg og videre til rumænske Dinamo București næste sæson.

107 kampe og 337 mål blev det til i BSH-trøjen for venstrefløjen med nummer 23 på ryggen.

Mads Lenbroch kom til Bjerringbro-Silkeborg Håndbold i sommeren 2023. Nu dribler han ud på et spændende udlandseventyr, når han trækker i trøjen for rumænske Dinamo București efter sommerpausen.

TRE STÆRKE ÅR I DET MIDTJYSKE

”Jeg ser tilbage på tre meget lærerige år i BSH, hvor jeg først og fremmest har mødt nogle fantastiske mennesker i og omkring klubben. Jeg har udviklet mig meget – både som spiller og menneske, og det vil jeg altid være BSH taknemmelig for,” siger Mads Lenbroch.

”Jeg har haft flere store oplevelser i europæisk sammenhæng og til Final4, som var én af grundene til, at jeg valgte BSH dengang. Samtidig ærgrer det mig, at vi ikke lykkedes med at indfri vores ambition om en semifinaleplads,” siger venstrefløjen.

DRØMMEN OM UDLANDET

”Jeg har altid haft en drøm om at spille i udlandet en dag, og nu synes jeg, at timingen var rigtig. Dinamo er en stor klub, som spiller Champions League, hvilket tiltaler mig rigtig meget,” siger Mads Lenbroch og fortsætter:

”Derudover har jeg haft flere gode snakke med dem omkring min videre udvikling som håndboldspiller, og her er jeg blevet overbevist om, at det er det helt rigtige skridt i min karriere.”

EN MAND MED MANGE OPGAVER

Mads Lenbroch har på positiv vis fyldt rigtig meget i BSH-truppen, fortæller cheftræner Simon Sørensen:

”Udover at være en dygtig fløj – både offensivt og defensivt – har han fra dag ét udfyldt en rigtig vigtig rolle i forsvaret, hvor han har udviklet sig som en dygtig forsvarsspiller på backen.”

”Han har også fået en vigtig rolle i vores 5:1-forsvar i 6-mod-7, plus han har taget ansvaret mange gange med succes som en sikker straffeskytte,” siger cheftræneren.

STOR BETYDNING PÅ OG UDEN FOR BANEN

Simon Sørensen fortsætter:

”Der er altid godt humør og en god kommentar fra Mads, som har været vigtig for omklædningsrummet. Så på alle måder har han været en meget værdsat person på holdet.”


”Hans store alsidighed samt hans positive og rolige mindset kan ikke undervurderes,” slår Simon Sørensen fast og slutter:

”Jeg under ham at tage det næste skridt i karrieren og glæder mig til at følge ham og hans videre udvikling.”