PETER BALLING STILLER HÅNDBOLDSKOENE PÅ HYLDEN

Når slutspilskampen mellem Mors-Thy Håndbold og Bjerringbro-Silkeborg Håndbold fløjtes af søndag d. 10. maj, bliver det også slutfløjtet for Peter Ballings håndboldkarriere.

18 år som håndboldspiller i den danske håndboldliga har givet mange minder:

“Det er svært at få det hele med, men nogle af mine største minder er to EM-slutrunder, pokalfinalesejren i 2018, EHF Final4 i Kiel og mange kampe i Europa Cup. Men når jeg ser tilbage, er det fællesskaberne og venskaberne – på og uden for banen – der fylder mindst lige så meget.”

Sådan siger Peter Balling, mens han tager tilløb til de sidste driblinger som professionel håndboldspiller.

EN FIGHTER I MEDGANG OG MODGANG

”Jeg håber, jeg vil blive husket som en fighter, som altid har arbejdet for holdet og givet alt – også i modgang. Derudover at jeg vil blive husket for mit positive mindset og for at være loyal både på og uden for banen. Det har altid været en af mine vigtigste prioriteter,” siger den 36-årige bagspiller.  

”Jeg tager fighterviljen med mig videre. Livet på håndboldbanen har mange facetter, og evnen til at rejse sig og fortsat kæmpe, også når det hele har været allersværest, er det, som gør hele forskellen,” siger højrebacken.

”Til sidst vil jeg gerne sige tak til alle, jeg har krydset på min vej gennem håndboldkarrieren. Fans, sponsorer, trænere og spillere. I har alle været med til at gøre det til 18 gode og lærerige år, som jeg ikke ville være foruden.”

Foto: Ole Nielsen

TAK FOR KAMPEN

”Peter har spillet 146 kampe og scoret 503 mål for BSH. Han har sat et stort aftryk på Bjerringbro-Silkeborg og kan se tilbage på en rigtig flot karriere,” siger BSH-direktør Jesper Schou.

”Han har ikke bare gjort det godt hos os, men også i andre danske klubber. Det er også blevet til landskampe og slutrunder i den røde trøje.”

”Det var dejligt at se ham tilbage i kamptøjet efter en skadespause, da vi mødte Skanderborg AGF i mandags. Jeg håber også, at vi ser ham på banen mod Mors-Thy på søndag, så han får lov til at slutte sin karriere af der, hvor han fortjener,” siger Jesper Schou.

Han sender bagspilleren af banen med følgende ord:

”Tusind tak for indsatsen – og held og lykke med det, der venter.”