STÆRKT TRÆNERTEAM SKAL STÅ I SPIDSEN FOR BSH U19-1

Rasmus Morell og Jesper Johnsen tager plads på trænerbænken for BSH U19-1 som cheftræner og assistenttræner næste sæson.

“Jeg glæder mig meget til arbejdet i U19-afdelingen, hvor jeg sammen med det øvrige trænerteam skal forsøge at lægge yderligere lag på drengenes udvikling,” siger Rasmus Morell, der skal være cheftræner for BSH U19-1 næste sæson.

”I BSH har vi en vedvarende ambition om at uddanne spillere, der er dygtige nok til at træde ind på ligaholdet. Den ambition vil vi arbejde målrettet for at realisere på ny,” siger han.

Rasmus Morell, cheftræner for BSH U19-1 fra næste sæson.

Trænerteamet får en bred og talentfuld gruppe af spillere, og træningsmiljøet vil blive vægtet højt. Det bliver ifølge cheftræneren afgørende for, at spillerne kan indfri deres potentiale og stå godt rustet til de udfordringer, der venter forude.

ET VELKENDT ANSIGT VENDER TILBAGE

For Jesper Johnsen er det naturligt at komme tilbage til BSH Ungdom, hvor han har været før, og hvor han var med til at kæmpe for, at BSH fik ungdomshold i både U19 og U17.

”Det, der tænder mig, er, at BSH har lagt en strategi for, hvordan klubben vil tiltrække og fastholde unge talenter med det klare formål, at de skal producere spillere til egen avl,” siger Jesper Johnsen.

Jesper Johssen, assistenttræner for BSH U19-1 fra næste sæson.

STÆRKT SAMARBEJDE MELLEM BSH OG SILKEBORG EFTERSKOLE

”Det gør mig glad, når jeg ser klubben indgå kontrakter med to af de drenge, vi havde på Silkeborg Efterskole i 22/23 – Hjalte Sinding og Gustav Bundgaard. Det viser, at vi har fat i noget rigtigt,” siger den kommende assistenttræner, som også er ansvarlig for drenge-håndboldlinjen på Silkeborg Efterskole.

BSH indgår i et tæt samarbejde med efterskolen – noget, vi glæder os til at fortælle mere om i den nærmere fremtid.

Jesper Johnsen fortsætter:

”Vi har også haft fem-seks stykker med omkring diverse ungdomslandshold de seneste år, som også har været igennem Silkeborg Efterskole, så det segmenterer bare den gode fornemmelse. Den proces glæder jeg mig til at bidrage endnu mere til.”

NY UDVIDET ROLLE

Rasmus Morell er blevet ansat i en ny, udvidet rolle i BSH Ungdom, hvor han både skal fungere som cheftræner for U19-1, assistenttræner for U17 og håndboldlærer på Silkeborg Efterskole. Således lægger BSH endnu et lag på sit ambitiøse ungdomsarbejde.