Søg
Close this search box.

BJERRINGBRO-SILKEBORG HÅNDBOLD HENTER THOR CHRISTENSEN

Stregspilleren Thor Christensen har vist et stort potentiale i Skanderborg AGF, men fra sommeren 2025 trækker han i BSH-trøjen.

Thor Christensen fik ligadebut for Skanderborg Håndbold d. 10. december 2018, men fra næste sæson dribler stregspilleren lidt mod vest, når hans navn skal skrives på holdkortet for Bjerringbro-Silkeborg Håndbold.

”Jeg har haft nogle gode samtaler med cheftræner Simon Sørensen og direktør Jesper Schou. Jeg er et sted i min karriere, hvor jeg føler mig klar til at prøve noget nyt på både det sportslige plan og det personlige plan,” siger Thor Christensen forud for klubskiftet.

Et step op

”Jeg synes, at BSH matcher det ambitionsniveau, jeg har, og samtidig ser jeg BSH som et step op på det sportslige plan. Så da BSH kom på banen, var jeg ikke i tvivl om, at det var det rigtige skridt for mig,” lyder det fra stregfighteren.

Han glæder sig til at spille i Silkeborg og til at møde klubbens fans:

”Nu har jeg været i JYSK arena som modstander og har oplevet det tryk, som fansene kan give. Så jeg glæder mig meget, til det ikke er mig, der bliver buhet af. Derudover synes jeg, at det er fedt, at hallen næsten altid er fyldt, så der er god stemning under kampene.”

Hårde tacklinger og højt humør

Thor Christensen glæder sig til at bidrage både på og uden for banen:

”Jeg vil gerne bidrage med en stabil defensiv og nogle hårde og solide tacklinger i forsvaret samt nogle mål i angrebet. Uden for banen vil jeg gerne bringe noget godt humør og medvirke til, at vi har nogle gode timer sammen som hold.”

Et stort potentiale

Simon Sørensen, som er cheftræner for Bjerringbro-Silkeborg Håndbold, ser frem til at føje Thor Christensen til holdkortet:

”Thor er en dygtig stregspiller, som har vist i flere sæsoner både i ligaen og en enkelt sæson i European League, at han har spændende kompetencer i begge ender af banen og et fortsat stort potentiale.”

”Han er fysisk stærk og er rigtig dygtig i sit mand-mand-spil defensivt. Han har kompetencer til at dække flere positioner og i forskellige forsvarsformationer. Offensivt er der med hans fysik et stort potentiale, som jeg glæder mig til at få tilført og komme til at arbejde med,” siger cheftræneren.

En stærk stregtrio

”Han virker rigtig sulten i forhold til at fortsætte sin udvikling og bidrage til at nå de mål, som vi har i Bjerringbro-Silkeborg,” siger Simon Sørensen og konkluderer:

”Vi kommer med Thors tilgang til fortsat at have en af de stærkeste stregkonstellationer i ligaen med tre stregspillere, der kan bidrage i begge ender af banen. Thor kommer til at bidrage rigtig positivt.”


THOR CHRISTENSEN

Position: stregspiller
Født: 27.03.01 (23 år)
Højde: 198 cm
Vægt: 109 kg
Kontrakt med BSH fra: sommeren 2025
Kontrakt med BSH til: sommeren 2028
Trøjenummer: 19