Søg
Close this search box.

BJERRINGBRO-SILKEBORG HÅNDBOLD FORLÆNGER MED RENÈ TOFT

Han har tidligere været med til at vinde det danske og det tyske mesterskab. Nu drømmer René Toft om en titel med Bjerringbro-Silkeborg Håndbold.

”Jeg har det rigtig godt i BSH. Jeg er glad for at være her, og kroppen har det godt, så det var egentligt en ret nem beslutning,” siger René Toft.

”Alting fungerer i klubben, og familien har det godt, så jeg er klar på en sæson mere,” siger stregspilleren og fortsætter:

”Jeg synes, jeg spiller på et godt hold i toppen af Danmark, hvor vi kæmper med om medaljerne. Det er det, der motiverer mig – at spille med om de øverste placeringer.”

Nyder det stadigvæk

”Jeg synes, der er en god håndboldkultur i Danmark. Det er sjovt at være tilbage igen, efter at jeg har været mange år i udlandet. Nu er min lillebror også kommet tilbage, så vi skal spille mod ham. Det er bare sjovt. Jeg nyder det stadigvæk,” siger René Toft og sætter nogle ord på sin særlige rolle på holdet:

”Nu spiller jeg kun forsvar, så det slider ikke så meget på kroppen. Så kroppen har det rigtig godt, og alt i alt fungerer det bare rigtig godt, og familien har det godt. Så hvorfor ikke fortsætte?”

Når han kigger på holdkortet til næste sæson, ser det spændende ud med nye navne som Nikolaj Læsø og Anders Zachariassen:

”Jeg drømmer om at få en titel med BSH. Jeg synes, vi får et stærkt hold næste år, så jeg håber virkelig på, at vi kan komme med op og spille med om det sjove – enten pokalen eller det danske mesterskab.”

”Men det kræver hård træning. Der er mange dygtige hold i Danmark, så det er ikke nogen selvfølge. Men jeg glæder mig virkelig til næste sæson, for jeg synes, det er et spændende hold, vi får,” siger stregspilleren.

En af Danmarks bedste forsvarsspillere

Michael V. Knudsen, som er sportslig ansvarlig i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold, ser frem til også at kunne skrive René Toft på holdkortet næste sæson:

”Vi er rigtig glade for at kunne lave en aftale med René for det kommende år. Han er stadig en af Danmarks bedste forsvarsspillere, og vi er glade for at kunne vise ham frem i JYSK arena.”

”René er en topprofessionel håndboldspiller, der ved, hvad der kræves. Han kender sin krop og ved, hvad han skal gøre for at levere toppræstationer,” siger Michael V. Knudsen.

”Han er vores forsvarsspecialist og har haft forsvaret som styrke igennem hele sin karriere. Han udgør en klippe i defensiven og har dermed også en stor rolle i at få guidet sine medspillere på plads, så der er en fælles forståelse. Her har han en enorm erfaring og rutine,” siger den sportslige ansvarlige, som udover René Toft også kommer til at råde over Alexander Lynggaard og Anders Zachariassen på stregpositionen næste sæson:

”Det siger næsten sig selv, at det er en drømmesammensætning på den position med de tre spillere, som alle har A-landskampe for Danmark. Stregpladsen og de centrale forsvarspositioner er utroligt vigtige for os. Med dette særdeles stærke trekløver, der alle har et utroligt højt niveau med hver deres kompetencer, står vi godt rustet til den kommende sæson.”

RENÈ TOFT HANSEN

Position: stregspiller
Født: 01.11.84 (39 år)
Højde: 200 cm.
Vægt: 102 kg.
BSH siden: sommeren 2020
Kontrakt til: sommeren 2025
Personlig sponsor: AVK