KOM TIL EUROPÆISK TOPHÅNDBOLD I JYSK ARENA PÅ TIRSDAG

Tirsdag d. 17. oktober kl. 18.45 skyder Bjerringbro-Silkeborg Håndbold den europæiske sæson i gang for alvor, når det midtjyske tophold tørner sammen med spanske BM Logroño La Rioja i JYSK arena.

Patrick Westerholms tropper kæmper ikke kun med i toppen af den danske liga. Tirsdag tager holdet hul på det europæiske gruppespil i EHF European League, hvor BM Logroño La Rioja fra Spanien, HC Alkaloid fra Nordmakedonien og HC Vojvodina fra Serbien venter i seks kampe – tre ude og tre hjemme – i efteråret 2023.

Vi har fanget Patrick Westerholm forud for det første spændende opgør i JYSK arena:

Hvad kan vi glæde os til på tirsdag?

“Vi glæder os alle sammen rigtig meget til at starte det europæiske eventyr, og vi håber på, at vi kan komme godt fra start med en sejr i JYSK arena. Samtidig håber vi, at mange vil booke billet til kampen og bakke os op.”

Hvad ved vi om vores spanske modstandere?

“De er meget bevægelige og har en stor fysik. Jeg håber på, at vi kan bruge vores fart og hurtighed, så det er os, der kan juble højest, når kampen fløjtes af.”

Hvad er det særlige ved at spille europæisk i forhold til den hjemlige liga og pokalturneringen?

“Vi møder nye spillere, skal spille i nye arenaer, vi spiller flere kampe og får flere fælles erfaringer som hold. Det er meget motiverende at spille europæisk – både for spillerne og for os andre omkring holdet.”

Hvorfor er det vigtigt for os som klub at deltage i en europæisk turnering?

“Det er godt med mere synlighed blandt andet for vores sponsorer Grundfos og JYSK. Og så er det som sagt motiverende for os alle sammen at have de her anderledes og spændende kampe at se frem til – både på hjemmebane og på diverse udebaner, hvor fansene også kan være en oplevelse i sig selv. Vi håber også, at rigtig mange af vores egne fans vil finde vej til JYSK arena både på tirsdag og til de kommende kampe i løbet af efteråret. Vi har behov for en fyldt arena, så vi kan få den bedste start på European League.”

Køb billet til tirsdagens brag i JYSK arena HER.