RASMUS LAUGE ER LANDET I ØRNEREDEN
- Nyheder
I kampen mod Füchse Berlin gjorde Rasmus Lauge comeback i JYSK arena til stor jubel fra de over 2.300 fremmødte fans.
Med seks mål og titlen som topscorer for hjemmeholdet skød Rasmus Lauge sæsonen godt i gang i JYSK arena forrige fredag, da det tyske storhold Füchse Berlin var inviteret til en testkamp, der trak fulde huse.
”Det er et enormt spændende hold, vi har denne sæson. Rasmus Lauge er kommet hjem og skal bidrage ekstremt meget. Han kommer med den her rutine og erfaring fra allerhøjeste niveau, som skal gøre, at vi i de afgørende minutter har en chef, som også kan trække os det næste stykke hen ad vejen,” siger Michael V. Knudsen, som er Sportslig Ansvarlig i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold.
Han fortsætter:
”Allerede fra første dag har det været en fornøjelse at få Rasmus Lauge ind på holdet. Hans professionelle tilgang til håndbolden smitter af. På banen har vi også set tydelige tegn på, hvad vi kan forvente ved at have fået en verdensklasse-spiller mere på holdet. Hans overblik, styring og samspil med holdkammeraterne samt hans individuelle kompetencer og flotte scoringer er noget, som vi alle glæder os til at se endnu mere til.
En topspiller
“Rasmus Lauge har vist gennem de seneste mange år efterhånden, hvorfor han er en topspiller. Han har spillet på nogle af de største håndboldadresser i Kiel, Flensborg og Veszprém, han har spillet utallige landskampe, og han har trukket læsset i mange af de afgørende kampe. Så det er en spiller, der virkelig har spillet de afgørende minutter, vundet de afgørende minutter og vundet nogle titler,” siger Michael V. Knudsen og tilføjer:
”Det har vi en tro på og en forhåbning om, at han også kan gøre her i Bjerringbro-Silkeborg, og at han dermed kan være med til at trække os det næste stykke vej og få de her titler, som vi rigtig gerne vil vinde.”
”Der er derfor sindssygt meget at glæde sig til som fan af Bjerringbro-Silkeborg. Vi er alle meget spændte,” slutter den sportslige ansvarlige.
KLIK HER for at se video med Rasmus Lauge fra kampen mod Füchse Berlin